GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

362

ham. Det kritiske Blik var dengang langtfra saa virksomt og skærpet, som det 1111 er, og naar desuden adskillige andre For­ hold tages i Betragtning, som det vilde føre mig for vidt at dvæle ved, er det ikke saa meget at undres over, at Christian den Ottende fæstede nogen Lid til Jørgensen Jomtou, da denne henvendte sig til ham, i Særdeleshed, da han ikke blot viste sig som en stor Enthusiast for sine Menneskeheden lyksalig- gjørcnde Ideer, men tillige, hvad alt viser hen paa, var sær­ deles uegennyttig og ikke søgte at drage nogen som helst personlig Fordel af sin Adgang til Kongen. Det anførte er ikke noget Forsvar, men, som sagt, en nogenlunde naturlig Forklaring, hvorved det tillige ligger nær, at Erkjendelsen af begaaede Fejlgreb udkræver en Selvovervindelse, som man ikke altid finder lios en Monark. Langt mere uforklarligt er det derimod, at en saa grotesk Person som Hestehandler Nathanson, der lod sig døbe af Chikane mod Grosserer Na- thanson, Redaktør af „Berl. Tid.“, for at kunne prange med det samme Navn som han, kunde finde et aabent Øre hos Christian den Ottende for sine vilde Ideer 0111 Hesteavlens Fremme. Af de nævnte tre Personer var Jørgensen Jomtou en Kjø- benhavnerne i mange Aar meget bekjendt Figur, især da han stadig forstod at henlede Opmærksomheden paa sig, navnlig ved igjennem forskjellige Blade, ja endog gjennem Rigsdag og Rigsraad at liolde Publikum å jour med sine Livsfata. Men hans personlige Optræden bidrog ogsaa sit dertil. Han hørte til dem, man uvilkaarligt fæster Øjnene paa. Naar man saa paa Gaden en Mand, i Reglen iført en sort luvslidt Kjole og do. Renklæder, med Kalvekryds i Skjorten og store krusede Mansketter for Hænderne samt foruden disse ikke altid ganske propre Prydelser en meget stor Guldkjæde over Vesten, med et stærkt markeret Ansigt, der bar Spor af Koppernes uhel­ dige Indflydelse, og med en ejendommelig slingrende Gang, hvorved den ene Arm altid var et Stykke forud for den anden, saa vidste alle, at det var Jørgensen Jomtou, indtil for 14 lil 16 Aar siden en af de faa Originaler, som Kjøben­ havn endnu havde at opvise. Det er ogsaa ham, hvis Liv og Levnet jeg i korte Træk skal skildre i det følgende, og hvor­ til jeg udbeder mig Læsernes Opmærksomhed. Stof til denne Skildring fattes mig ikke; skulde jeg klage over noget, maatte det være over Stoffets Overflødighed. Jeg har nemlig liggende for mig en Samling Manuskripter fra hans Haand, bestaaende af flere tusinde Foliosider, der af