GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

347

„ Sieur Winther høit for Publikum Paaloi mig et „Dclirium“ Og lagde ,,tremens“ til. Mon ei deri Løgn Gallimatbi’s Snart offentlig for Sandheds Pris Tilbagekalde vil?‘-

Nysgjerrigheden var nu bleven vakt, og man bestormede Bagge med Anmodninger om, at han dog skulde gjentage sin Forestilling, idet man lovede at tegne sig for Billetter i store Mængder. Han følte en ikke ringe Betænkelighed, men om­ sider lod han sig bevæge, især da han ved Forudbetaling var bleven sat i Stand til at bøde lidt paa sit temmelig rampo­ nerede ydre Menneske, og hans andet Deklamatorium blev nu berammet. For at Publikum ikke denne Gang skulde have noget at beklage sig over, sørgede han for et Orkester under Petolettis Anførsel, kjøbte Voxlys til Lysekronerne, fin Olie til Lamperne, og det overdroges Faktor Schmelling i det Popp- ske Officin i Følge med en (Sæller og et Par Trykkere at staa ved Kassen. Det gik rivende med Billetternes Afsætning, og alt var snart udsolgt. Men den Trampen, der allerede led­ sagede Ouverturen, varslede intet godt. Imidlertid gik dog den første deklamatoriske Afdeling — trods den Mumlen, som „lig Bobler, der blæste sig op og briste i en Mudderpøl", modtog Bagge — temmelig rolig. Men ved den anden Afdeling brød Stormen løs. Bagge fortæller: „Da jeg fremtraadte, havde en hel Linie af meget vakre Folk placeret sig tæt bag Orkestret og ka­ stede op paa Proscenium en stor Mængde Appelsinskiver, Æbleskrællinger, ja endog grottet Korn og Mask, saa disse Smagsmænd til min store Forundring berøvede sig selv deres bedste Føde. Med korslagte Arme stod jeg længe og beskuede disse Skarnkastere; nu brød min Harme løs; med fuldt Bryst fløj følgende Tale fra mine Læber: „Jeg har indbudt en Del fornemme Herrer og Damer for at høre Deklamation, ind­ rettet All paa det Bedste, betalt Leje af Theatret, saa at jeg er Herre for Øjeblikket. En Del ere komne her uden min Tilladelse og uden at være inviterede. Disses Opførsel er saa skamløs, al jeg hverken kan eller v il mere fremtræde for dem. Jeg har ikke en Skilling paa mig, gaa til Pengekassen! tag Jer usle Skærv tilbage — og jeg skal klare mig for de Øv­ rige." Paa højre Side var der En, som vilde snakke, men jeg afbrød ham med Lynfarl: „Til Kassen!““ — Tæppet faldt, og trods alle Forestillinger var Bagge urokkelig som en Mur.