GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

345

Jeg. Vil Høistærede tillade mig at udføre Faust? Der svares enstemmig „,1a". Jeg. Men uforstyrret, maa jeg bede. Uden Sufflør, uden Menneskehjælp udføres Alt fra min Side. B r ed f 1ab en. Træd nærmere Du ! (Harmægget over, at en saa raa og udannet Klat vovede offenlig at tiltale mig med „Du“ svarede) Jeg. Kan Han ikke se? Jeg staaer jo saa nær Lamperne, at naar min Fod løftes, falder jeg ned i det tomme Orkester. (Man sagde mig Dagen efter, at denne Tiltale ei gjaldt mig, men en Karl, som bagved rakte Hovedet frem. Dette kunde jeg naturligvis ikke se; mig tykkes endnu det var en Imper­ tinens). Jeg (vedblev). Nogen Skaansel burde man dog vise mig, jeg er Dansk, ikke uden Talenter — og fremstaar for Danske. Bred flaben . Nei (pegende paa en Sidemand), her staaer en Tydsker. Jeg (med foragteligt Blik). Skulde Nogen have Noget imod mig, bedes disse at lade mig uforstyrret præstere, hvad jeg formaaer, og saa bedømme mit Arbekle NB. hvis de kan. P u b lik um . Ja! De skal faae den fornødne Rolighed. Det vilde blive altfor vidtløftigt at omtale videre alle En­ keltheder ved denne højst mærkelige Aftenunderholdning. Saa meget skal endnu kun anføres, at Bagge til sin egen og Publikums store Tilfredshed temmelig uforstyrret udførte Faust, akkompagneret af en eneste Pikkolofløjte i Parterret. Kun en eneste Gang slog Drapperingen ham fejl, fordi Kap­ pen var for snever. Dette vakte Latter, men lian brød sig kun lidet om disse „Ilaangrinere". Assistancen, som Selskabet „T,halia“s Medlemmer ydede ham ved at udføre Overskous „Misforstaaelse paa Misforstaaelse", passede ganske til det øvrige og bidrog betydeligt til at holde Stemningen vedlige. Man kan omtrent slutte sig til Forestillingens Beskaffenhed ved følgende Repliker, der fra Tilskuerpladsen bleve hen­ vendte til Tjhalias Yndlinge: „Elsker! — gode Elsker! tag Haanden ud af Lommen!“ — „Sikket Asen! Hvordan er det, han staar paa Benene?" — „Ser Du! han har glemt at vaske sig bag Ørerne!" — „De Strømper, hun har paa, har hun vist gaael med i fjorten Dage." — Ved den sidste Apostrofe Nu bad jeg Publikum om Tilladelse til at forlade Høist- samme et Øieblik for at fatte mig. Tæppet faldt. “