GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

343

ej fængsle mig! Jeg ved, din Magt er stor: Skurke taales, Tossehoveder bukkes for, Slaver blive Friherrer, og Igno­ ranter Kancelliraader ved din Tryllestav. Fri og, ubunden vil jeg fremstaa for det dannede Publikum, der venter mig; udefra behøver jeg ingen Hjælp, ingen Soufflør; alt hvad jeg fremsiger, skal strømme fra min Hukommelses rige Væld, skal strømme fra mit Iloved og mit Hjerte.“ 1 det samme kom Mad. Schæffer farende og bad ham kom­ me op paa Theatret, da man i Parterret raabte paa hans Navn. Her var man bleven utaalmodig, thi det vårede længe med Begyndelsen. „Bagge frem!“ lød det fra mange Stemmer. Der raabtes paa Lys, paa Ouverturen til „Jeppe paa Bjerget“ o. s. v. For at tilfredsstille Musiksandsen sprang en ung Per­ son over Barrieren ned i Orkestret og gav sig til at gnide paa en der staaende Basfiol. Der udbredtes tillige dunkle Rygter om, at Bagge havde taget det Parti at løbe sin Vej med Kassen. Der var saaledes en betydelig H u rlum he j, og fulgt af Mad. Schæffer, der fægtede med Armene og højt og lydelig paastod, at en slig Skandale aldrig var overgaaet hen­ des Hus, stormede Bagge op paa Scenen og raabte i Fortviv­ lelse: „Lad Tæppet gaa op!“ hvilket da ogsaa skete, medens han og Madammen retirerede bag Kulisserne. I det afgjørende Øjeblik fik Bagge sin Besindighed tilbage, og med Høflighed og Anstand, værdig en Elev af Galeotti, fremtren han og gjorde sin Kompliment. Han blev hilset med stormende Jubel, og en Bekjendt tilraabte ham: „God Aften, Bagge!“ samt spurgte artig til hans Befindende. Men den lumpne Kabale gav sig tillige Luft i Hyssen og Tram­ pen, ja fra Baggrunden skingrede endog en Pibe. Denne him­ melskrigende Uret oprørte ham og det dannede Publikum. Men han tabte ikke Kontenancen; endelig fik den bedre og betalende Del Overhaand, og han begyndte Fremsigelsen af Digtet: „Min Søn, vil Du i Verden frem!“ med en Aplomb i Holdning og en Gestikulation, der maaske var vel hæftig lil at være gratiøs. Nu fulgte der en Scene mellem ham, Bred- flaben og Brillenæsen, som bør anføres med Bagges egne Ord: „Da jeg ved del andet Vers havde udtænkt mig en Gradation af Bukning, som Repræsentanten, den brede Flab, hverken anede eller begreb, afbrød han mig ved fra Tilskuer­ pladsen at raabe: „Buk dybere!“ hvorpaa jeg strax svarede: „Hold Mund!“ Dette kom, komisk nok, til at tage sig ud saa- lunde: „Naar Stormænd møder Dig paa din Vei, Saa buk!