GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

333

skaffenheden af de Adspredelser, hvormed K. angav Tonen, Undertiden vare Optøjerne af en endnu langt grovere Natur, som da han i Ledtog med et Par Kammerater kastede en karrig Husvært paa Hovedet i en Latrinvogn, som denne med en Lygte i Haanden kontrollerede. Herfor blev han straffet, men dog kun med en Mulkt, hvad der kan forklares ved, at man dengang saa temmelig meget gjennem Fingre med Kommersstreger, selv af saa grov Natur som denne. Men en stor Opfindsomhed kan man ikke frakjende K., og herpaa kan følgende Historie tjene som et yderligere Bevis. En Vinteraften saas tb Mænd sidde i en afsides Krog i en bekjendt Vinkjælder paa Hjørnet af Fortunstræde og Stran­ den i dyb Samtale. Den ene, en høj, bredskuldret Mand med et Satyransigt, var den halte K., den anden, en undersætsig * Person med et godmodigt, men ikke videre klogt Ansigt, saa ud som en velhavende Haandværker. Samtalen førtes sagte, med hviskende Stemme. „Ja, som sagt,“ vedblev K., „det er et meget vigtigt Arbejde, jeg har i Kommission at skaffe en paalidelig og fremfor alt en tavs Mand til, og der vil ikke blive sparet paa Skillingen, naar det kun bliver udført i en Ruf. Du har vel en hel Del Arbejdere at raade over?“ — „Jeg skal skaffe saa mange, som der behøves, og at jeg kan være tavs, det ved du,“ svarede Murmesteren — thi det var en saadan — med den største Nysgjerrighed i alle Miner. — „Det ved jeg,“ svarede K., „og derfor har jeg ogsaa henvendt mig til Dig; men Forord bryder ingen Trætte, den ene Haand vasker den anden, og din Fortjeneste bliver stor. “ — „Jeg forstaar, jeg forstaar, paa en gocl Ducør skal det ikke komme an.“ — „Ja, ja, men det er dog bedst at have en ren Aftale," mente K., „under et Par Hundrede Daler kan det ikke ske. Der er dem, som vistnok gjerne vilde give fire Hundrede, naar de blot kunde faa Arbejdet." Murmesteren erklærede sig da villig til at gaa ind paa Be- lingelsen, hvis Sagen stod ham an, og efter at K. havde set sig om for at overtyde sig om, at ingen lurede, betroede han sin Ven Sammenhængen. „Du kjender jo- Christian den Fem­ tes Statue paa Kongens Nytorv; man siger, at det er Avind, der vrider sig under Hestens Fod, men det er Vrøvl. Gud og Hvermand ved, at det er Svensken, den træder paa. Den Sta­ tue har derfor længe været en Torn i Svenskernes Øjne, og der er skrevet flere Gange hertil for at faa den bort. Vor Konge har ikke villet gaa ind derpaa; men tilsidst er denne Carl Johan, denne Bernadotte bleven saa nærgaaende, saa tru