GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

334

ende, at man har troet for Fredens Skyld at burde give efter. Statuen skal nu skaffes bort, men for at det ikke skal vække for megen Opsigt — man kan jo aldrig vide, hvad der kan ske, for Kjøbenhavnerne holde dog meget af Statuen, hvor grim den end er — har man besluttet, at den skal skaffes bort i én Nat. Tror Du 1111 , at Du kan paatage Dig dette Ar­ bejde? Paa Penge kommer det ikke an.“ Murmesteren, der med spændt Opmærksomhed havde hørt paa denne, med det største Alvor foredragne Fortælling, erklærede efter no­ gen Betænkning, at han vilde forpligte sig til at udføre Ar­ bejdet, naar det skulde ske. „Derom maa Du tale med Ste- mann,“ var Svaret. — „Med Ministeren?“ — „Ja, med Mini­ steren. Men derved er der en Ting at iagttage, som jeg maa Iægge Dig meget paa Iljerte. Sagen er, som Du jo kan vide, af en meget delikat Natur; derfor vil den gamle Stemann have en Mand for sig, paa hvis Tavshed og Diskretion han kan stole. Naar Du gaar op til ham — det kan Du gjøre i Mor­ gen Formiddag — og Du faar Audiens, og han spørger 0111 dit Navn og dit Ærinde, skal Du blot sige: „Jeg er Manden.“ Anstiller han sig nu uvidende for at prøve Dig, skal Du kun vedblive at sige: „Jeg er Manden,“ og lader han tilsidst, som om han bliver vred, skal Du blot vedblive med al sige: „Jeg er Manden.“ Saa skal Du se, al Du faar den rigtige Be­ sked. IIan har da faaet Bevis for, at Du er en rigtig gammel Ræv, der ikke lader sig fange.“ Denne Kompliment faldt i den bedste Jordbund, og Mur­ mesteren erklærede sig villig lil næste Dag at gaa til Stemann. K. var tilfreds dermed og benyttede Lejligheden til at anmode Murmesteren 0111 et Forskud af halvtredsindstyve Rigsdaler paa den betingede Dusør, som denne da ogsaa i Forventning om en god Fortjeneste bevilgede ham. En Flaske Rhinskvin til at drikke paa el godt Udfald beseglede Overenskomsten. Den næste Dag lod Murmesteren sig melde lil Audiens hos den gamle Minister. Tjeneren vilde han paa ingen Maade sige sit Navn; det vilde han kun betro lil Ministeren selv, med hvem han havde noget meget vigtigt al aftale. Han kom ind, og da Ministeren, der jusl ikke var af den omgængeligste Natur, foer ham imøde med de Spørgsmaal: „Hvem er De, og hvad vil De?“ svarede han med el betydningsfuldt og smilende Nik: „Jeg er Manden!“ Trods den uimodsigelige Logik, der laa i dette Svar, troede Ministeren at have et Bidstrupslem for sig, og da Murmesteren, sin Instrux tro, vedblev al forsikre, at