GamleKongensKjøbenhavn

280

Skandalepressen i Kjøbenhavn i ældre Tid

for Indgangen lil Runde Kirke; 3) to dito udenfor Hjørnelmset af store Kannikestræde og store Kjøbmagergade; 4) Fortou- gets Forbedring udenfor samme Hus ved en Trærendes Sløjf­ ning; 5) el Rendestensbræt flikket udenfor Salomons Apothek; 6 ) et dito forbedret udenfor Jakobs Urtebod i lille Torvegade; 7) Broen fra Østergade lil de elysæiske Marker (?) istandsat; 8 ) et farlig hængende Skilt i Landemærket forbedret; 9) en Rendesten i Admiralgade forbedret; 10) paa Hjørnehuset af St. Annagade og store Kongensgade paa Kristianshavn en brøstfældig truende Tagrende nedtagen; 11) paa det nærlig­ gende Hus i St. Annagaden en raadden Tagrende sat i Stand og 12) de paa Ridebanen i Solen staaende Karrer tildels bragte i Skyggen. — Ingen Feltherre kunde med større Stolthed se tilbage paa et vundet Slag. Dog indskrænkede den Opposition, som „Politivennen" ud­ øvede, sig ikke alene til de af Seidelin særlig udhævede Uorde­ ner; den gik ikke sjældent langt videre. Den udpegede Fejl ved det bestaaende, Mangler ved. Lovene, og skjønt den havde stemplet sig selv som en Ven af Politiet, var den ikke sjæl­ dent Politiet selv paa Nakken, hvor dette antoges at have misbrugt sin Myndighed. Allerede de første Numre indeholdt en Artikel „om Politiets Rettighed til Uddeling af Stokke­ prygl i Tilfælde af Opløb“, der, støttende sig paa Citater af Kant og Fich.te, benægtede Politiets Ret til at uddele deslige holdne Varer blandt et for nærgaaende Publikum. Skjønt der fattes os Oplysning om Abonnementantallet under Seidelin, lader dog alt slutte til, at det ikke var ringe og i stadig Tiltagen. „Politivennen" blev læst med megen Be- gjærlighed, og da Prisen var forholdsvis høj, gav Bladet sin Udgiver et rigeligt Udbytte, ligesom det ogsaa forskaffede ham en stor Respekt hos haijs Medborgere. Seidelins Virksomhed som Udgiver af „Politivennen" omfatter imidlertid kun en Periode af 7 Aar, da kom den ubønhørlige Død, og selv „Po­ litivennen"s frygtede Behersker maatte yde Naturen sin Tribut. Hvor var nu den, der havde Evne til at haandtere det Scepter, som havde bragt saa mange til at skælve? Man søgte, men forgæves. Vel udgav Rostocks Enke, som efter Seidelin havde arvet „Dagen" og „Politivennen", ved Hjælp af en unævnI nogle Numre, men disse vare ikkun Vand mod Seide- lins, og Madam Rostock saa sig nødt til at opgive Bladet. Nu hengik der et langt Interregnum, indtil daværende Boghandler og Løjtnant ved det borgerlige Artilleri K. Kristensen tilkjøbte