GamleKongensKjøbenhavn

Det forsvundne Kjøbenhavns Borgervæbning

219

dermed kom ogsaa Borgervæbningen i en nøjere Forbindelse med Krigsbestyrelsen, end den tidligere havde været. Ved den Raasløffske Armeeplan af 1868 var Borgervæbningens og Livjægerkorpsets Ophævelse givet. Denne fandt Sted ved Lov af 28. Maj 1870, hvorved tillige den nuværende Væt> ning blev oprettet, der dannes af det ved Hæren uddannede Forstærkningsmandskab, som til enhver Tid har havt fast Bopæl i første Brigadekreds’ første Lægd, bestaar af 2-Ba- tailloner Fodfolk og 2 Kompagnier Artilleri og har en Gene­ ral til Chef. t ' i ! | Hvorledes kom det sig vel, at der i den almindelige Bevidst­ hed hvilede et Skær af Latterlighed over Borgervæbningen, og at man næsten opfattede den som en komisk Institution? Dette var temmelig forklarligt. I sit Væsen og sit Ydre kunde den aldrig opnaa det strengt militære Præg, som karakteriserer den Holdning, der opnaas ved vedholdende Indøvelse og streng Disciplin. Disse Haandværkere og Smaahandlere, disse Bor­ gere, hvis daglige Dont bøjede Ryggen, gjorde Hovedet ludende, krummede Arme og Ben, de tog sig som oftest endnu mindre heldig ud i en Uniform som denne kraprøde Kjole med Svale­ hale, med en Chakot, hvis bøjede Pul egnede sig til at samle Regnvand, i disse hvide Buxer, der ikke sjælden vare ind­ krympede og adskillige Tommer for korte. Her kunde ikke være Tale om den stive og stramme Holdning, om det sol­ datermæssige. Dertil kom, at netop naar Infanteristen eller Artilleristen i Bevidsthed om sin Værdighed som Fædrelands- forsvarer søgte at give sig en tilsvarende knejsende, forloren Holdning, blev Skuet endnu mere komisk. Det maa ogsaa be­ tænkes, at mangen en betragtede den Pligt at være Medlem af Borgervæbningen som en Plage, og at lian derfor viste en Skødesløshed og Ligegyldighed, der bevirkede, at Uddannel­ sen, selv om den blev ledet nok saa godt og ivrig, blev man­ gelfuld, og at dette sporedes i de offenlig afholdte Øvelser. Borgervæbningens Exercits var derfor i Reglen alt andet end mønsterværdig, og af samme Grund var Disciplinen ogsaa saa som saa. Det maa erindres, at de kommanderende Over- og Underofficerer ikke saa sjælden vare de Meniges Ligemænd, i det mindste i borgerlig Forstand, og at den militære Lydig­ hed som oftest blev opfattet i Forhold dertil. Der hørte i Virkeligheden langt større Konduite til at kommandere Bor­ gere end Soldater; de maatte tages paa en egen Maade. Venlig Overbærenhed, mild Tilrettevisning udrettede langt mere end overmodig Opførsel og streng Tiltale. Var der Officerer, som