GamleKongensKjøbenhavn

En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid

206

uingsværelserne vare forsynede med, opstod der Trætte, den ene vilde til, og den anden vilde til. Overall lierskede en for­ virret Larm, som yderligere, forøgedes derved, at nogle under Paaklædningeu med tordnende. IStemme søgLeat memorere van­ skelige Steder i deres Roller. Hoppensaeli var liist og her med Farver og Sminker, og med en vidunderlig Hurtighed foregik der en Forvandling af Ansigtstrækkene, hvorved Mænd omskabtes lil Kvinder, unge til gamle, smukke lil grimme og omvendt. , j - : ! i I , j Endelig var Paaklædningen og Maskeringen tilendebragt, og der var gjensidig Betragtning og Beundring. Men trods del lykke Lag'af Sminke viste der sig i Fysiognomierne slærke Spor af Bleglied og en vis plirende borknythed i Øjnenes Ldlryk. Del var Kulissefeberen, som begyndle al indfinde sig ved Tanken 0111 , at del Øjeblik, da man skulde betræde de Brædder, der kaldtes Verden, og gjøre det første Skridt paa Kunstens Bane overfor et vel overbærende, men i sine enkelte Elementer dog kritisk Publikum, var nær for Haanden. At sligt vilde komme, havde jeg forudset og derfor tænkt paa el Middel til at dæmpe Ængsteligheden. Indtægten var saa rigelig, at man nok kunde føje en extraordinær Udgift til de ordinære, og af Rødvin, Portvin, Rhinskvin, Kognak og Sukker bryg­ gede jeg en Negus, der i dampende Tilstand i en stor Bolle blev sat paa Bordel i del tilstødende Spiseværelse, hvorefter Personalet blev budt ind Lil at nyde den. Del blev modtaget med Akklamation, og Negus’en virkede som en saa ypperlig Opstrammer, at jeg næsten blev bange for, at en og anden havde faael mere, end han kunde laale. Men selv 0111 del var Tilfældet, var Virkningen alt andet end uheldig. Modet var i et Nu vendt tilbage, og der var ikke en eneste, der ikke 1‘ølte sig sin vanskelige Opgave mægtig, og som ikke var rede lil at træde frem for det mesl fordringsfulde og kritiske Publi­ kum i Verden. Klokken var 1111 Syv. Suffløren havde laget Plads i sin IIule, og Regissøren gav Signalet til, at Orkestret skulde spille. Del var Ouverturen til „Den hvide Dame“. Tæppet gik op, og kgl. Skuespiller Kragh, iført sin Dragt som Philemon, traadte frem, hilset med stor Akklamation, og fremsagde en af G. Siesby forfattet Prolog, hvis første Del lød saaledes:

„Der gaar en forunderlig Ironi Igjennem vort Livs Digten og Færden, Der spotter med denne brogede Verden Og danner Kontraster af Sympathi.