GamleKongensKjøbenhavn

En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid

207

Hvor ofte har midt i Glædens"Rus En tragisk Genius grebet i Hjulet, — Et Luehav, saa kunstigt i Gnisten skjult, Nedstyrtet Tusinders Haab i Grus? Og omvendt, — hvor Rædsel og Jammer drog, Og Ødelæggelsen dybt sig præged, Hvor ofte har der de Saar, de slog, Med Spøg og Smil man atter læget? Og saaledes her! — En uendelig Smerte Har lagt sig om tusinde Brødres Bryst, Og vi — vi læge det blødende Hjerte Ved”muntre Fester, ved Spøg og Lyst. Selv Fader Holbergs muntre Billed Med det skælmske Blik og Satirens Pil Skal møde Taaren, som hisset trilled’ Og tørre den bort med Lunets Smil.“

I den øvrige Del af Prologen vises, hvorledes de satiriske Billeder i „Det lykkelige Skibbrud" endnu have fuld Gyldig­ hed, og at de samme Brøst, det havde revset, endnu, skjønt i andre Former, vare tilstede i Nutidens Samfundsliv. Den slut­ tede paa følgende Maade:

„Saa vidt om vor Hensigt! om Midlet jeg tier; De ved, at den Kraft, der forsøges af hver, Er kun en Skærv, som forener sig her Med Ofret, De selv til Ulykken vier.“

Denne Prolog blev optaget med stormende Bifald. Derefter begyndte Forestillingen, som i Betragtning af, at de fleste spil­ lende vare Dilettanter, der aldrig forhen havde betraadt en Scenes Brædder, gik med et godt Sammenspil og for adskilliges Vedkommende med ikke ringe Lune. Især vakte den forhen omtalte Doubletscene til anden Akt af det Holbergske Stykke levende Bifald og Latter, der ikke sjælden afbrød de spillende. Den var skreven af et Medlem af Læseforeningen og indeholdt ikke faa satiriske Hentydninger lil Øjeblikkets politiske For­ hold og Begivenheder. I den Tanke, at det mulig kan interes­ sere Læseren, skal jeg meddele et Uddrag. I Komedien sidde som bekjendt Rosiflengius’ Tjener Gott- fred og Philemons Tjener Henrik hver paa sin Side af Theatret paa en Afviser og oplæse der hver af en Liste, hvad deres Herrer have liavt i Indkomster ved deres literære Arbejder, Rosiflengius Penge og Hæder, Philemon Skam til Tak og Hen­ rik adskillige Ørefigen. Ved Forestillingen var Indledningen til Scenen omtrent den samme som hos Holberg, derefter fulgte de omskrevne Monologer: