GamleKongensKjøbenhavn

En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid

205

eller Ejerinden — lod særdeles meget tilbage at ønske i Ret­ ning af Properhed og i enhver Henseende stod under, hvad der na findes selv paa de simple Beværtningssteder. Saaledes var det Kunstens Tempel, hvor vi skulde give vor Forestilling. Man kan tænke sig, at det ikke var med syn­ derlig Andagt, at dets Haller bleve betraadte. Men dengang var man heller ikke forvænt. Selv det kgl. Theater lod meget tilbage at ønske i Retning af Komfort og ydre Udstyrelse, og scenisk Luxus var ganske fremmed for dem, der ikke kjendte Theatrene i Udlandets store Hovedstæder. Kostu­ merne leveredes os af en Farver Beistrup, der havde en Maskeradegarderobe og forsynede Privattheatrene. Da det var et Holbergsk Stykke, stilledes der jo ikke Krav til nogen særlig Elegance, og Dragterne vare saa nogenlunde præsen­ table. Det kgl. Theaters Frisør Hoppensach fik man for gode Ord og rede Penge til at besørge de spillendes Maskering, en Kunst, hvori han var udmærket dreven. Aftenen kom, og man samledes i de smaa Paaklædnings- værelser. Nær var den hele Forestilling røget i Lyset. En af de vigtigste Rollehavende havde samme Dag faaet deL Bud­ skab, at en meget nær paarørende, en ung haabefuld Kunst­ ner, pludselig var afgaaet ved Døden i Rom. Vi havde faaet det at vide, og med Fortvivlelsen malet i Ansigterne ventede vi hvert Øjeblik Underretning fra den vedkommende 0111 , at han ikke saa sig i Stand til at spille, hvad vi forøvrigt vilde have fundet ganske i sin Orden. Men saa indfandt han sig selv og erklærede, al uagtet „Graaden stod ham i Halsen“, vilde han dog spille, saa godt han kunde, for ikke at for­ styrre en Forestilling i et saa veldædigt Øjemed, og for at Publikum ikke skulde narres April i del sidste Øjeblik. Op­ ofrelsen vandt naturligvis stor og veltalende Paaskjønnelse, men den Formodning, at Lysten til at spille Komedie fremfor alt havde gjort Udslaget, fandt vi det klogeligst at fortie. Man iførte sig nu Kostumerne ved Hjælp af en ved Tlieatret ansat Skrædder. Den arme Mand havde nok at gjøre med at tilfredsstille alle. Snart raabtes der paa, at en af Kjolerne var for vid, snart at et Par Buxer vare for snævre, at et Par Trikots vare umulige. Saa maatte et Par Manchetter indsyes, en Halsklud ombindes. En kunde ikke faa et Par Sko, der passede, en Paryk, der kunde sidde fast, en skulde have et Spænde syet paa, en anden, der ikke var stærk i Lægge, skulde have paalagt Vat. Den ene raabte paa rød, den anden paa hvid Sminke. Om de Par brustne Spejle, som Paaklæd-