GamleKongensKjøbenhavn

En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid

204

ration, livoral' mange sikkert have hørt det omtale af deres Forældre, kan faa et Begreb om, hvad man for omtrent et halvt Aarli undrede siden tog til Takke med for at kunne op­ føre eller nyde dramatiske Dilettantforestillinger. Dette Thea­ ler gik almindelig under det populære Navn „Kalkeballen1, hvis Oprindelse ikke er mig bekjendt. Mulig hidrørte det derfra, al ogsaa det hæderlige Murerlaug, som mange andre, her havde en Forening, der dyrkede den dramatiske Kunst. Bygningen, der laa paa Hjørnet af lille og store Kannike­ stræde, var lav, kun to Etager. 1 Stueetagen var der Restau- ration og et yderst tarveligt, trykket Lokale lil Sammen­ komster for de dramatiske Selskaber, som afvexlende spil­ lede paa Theatret. Opgangen til delte var ad en smal, stejl og smudsig Trappe, og derfra kom man til Tilskuerpladsen først ind i et større Værelse, hvor der var en Buffet af malet Fyrretræ, garneret med Flasker og lidel appetitligt Smørre­ brød. Lige saa appetitlige tog Opvartningsjomfruen og Opvar­ teren sig ud. Tilskuerpladsen bestod af Parterre og Galleri med nøgne, fugtige Vægge, bemalede med noget, hvis Grund­ farve det var yderst vanskeligt at udfinde. Bænkene, afdelte i Klapper, vare brøstfældige og brast ikke sjælden under Til­ skuernes Vægt. Tilskuerpladsen var belyst med nogle osende Tranlamper og del meget knebne Orkester med Tællepraase, der bieve pudsede af en Laban i kort Trøje. Naar Tilskuer­ pladsen var rigtig stuvet, rummede den i det højesle 320 Personer, af hvilke de bageste maatte staa op paa Stole og Bænke, naar de vilde se noget. Langs Tilskuerpladsen lil ven­ stre var der et skummelt Værelse, som benyttedes lil Spisesal og til Gjennemgang til et Par ganske smaa Paaklædnings- kamre samt til Scenen. Denne var i Henseende til Rumfang, Dekorationer og Belysning et Sidestykke lil det øvrige. Naar de spillende vare lidl mere end almindelig høje, ragede de op lil Sofitterne, i Faid de Tjavser, der hang ned fra Loftet, fortjente dette Navn, og de Tilskuere, der sad paa Siderne, havde el frit Indblik lil Kulissernes Mysterier. Dekorationerne stod i Henseende til Maling og Farver næsten under et Nurn- berg-Dukketlieater, og det perspektiviske var en Gaade. For at gjennemføre Enheden svarede Møblerne, hvor saadanne skulde bruges, fuldstændig lil Dekorationerne, og efter dem at slutte maatte det kjøbenhavnske Snedkeri befinde sig paa et yderst primitivt Standpunkt. Der var overhoved udbredt en Duft af Knejpen over del Hele, og det saa meget mere som Beværtningen — „Schæferiet1, som det kaldtes efter Ejeren