DetGamleKøbenhavn_I

215 Sengen, naar Klokken var slaaet 12. Saa gik han, naar han endelig var kommet ud af Fjerene, ind til Gram, hvor han spiste sin Frokost og passiarede en Timestid, især naar en af Døtrene var til Stede. Ga­ lant og ridderlig var han altid, lidt lapset syntes de rare Piger dog af og til. Men det hændte ogsaa, at han beordrede sin Frokost sendt over paa sit Værelse, og saa fik Pigebørnene travlt med at passe paa; for saa vidste de, at Aanden var kommet over Digteren, og de glædede sig til, at han den næste Dag vilde komme ind til dem i Lysthuset og læse højt for dem, hvad han havde skrevet. Og der var ingen, der kunde læse saa kønt og hjertevarmt som Chr. Winther, — syntes de da. Og var det noget rigtig interessant, satte man alle mulige andre Hensyn til Side i Huset, ja, Døtrene fik endda den skikkelige Madam Hansen til engang at udsætte en Storvadsk i fire Dage, bare for at Pige­ børnene kunde faa Lov til at høre Chr. Winther læse højt. Naar denne Højtlæsning var forbi, gik Chr. Win­ ther gerne til Byen, hvor han spiste sin Middagsmad hos Traktør Petersen paa Vestergade, hvor der var saadan en Pokkers køn Tjenestepige, der hed Louise. Men naar han kom hjem, var han atter Oplæseren; han svæmrede for alle de unge, friske Piger, og det var ikke helt sjældent, at han improviserede et Vers til dem. Et af dem begynder:

»I Haven glad jeg træder ind, mens Morgendæmringen svinder, jeg kan ej andet end takke Gud for Smilet paa Rosens Kinder.«

Og Pigebørnene var alle glade for ham: »Nu kan man mærke, Digteren kommer,« sagde de, ikke alene fordi han, der jo holdt af at hæge om sin Person, altid bragte en diskret Duft af Eau de Cologne med sig, men ogsaa fordi han ved en lystig Sang eller Nynnen bebudede sin Ankomst. Det var kun een eneste Gang,