DetGamleKøbenhavn_I
196 i Byen, viser, at de var Undtagelser. De af Bedeman den tilsagte Følger, der fulgte Liget fra Hjemmet til Kirkegaarden, var helt op i Fyrrerne endnu de al mindelige. En Mand som Schorn beretter da og'saa om sine Formødres Begravelser, hvor han fra Hjemmet som Dreng fulgte til Fods efter Ligbærerne ud til As sistens Kirkegaard; saa lille, han maa have været, da han ledsagede sin Oldemoder, maa han have taget sig løjerlig ud med den lejede højtidelige Sørgekappe med den store, flere Lag dobbelte Krave over Skulde
ren; mærkeligere endnu maa dog Drengen Rahbek have set ud, da han fulgte sin Moder; thi da hans Fader Dagen for ud havde faaet Øje for hans ildrøde Haar, fandt han det højst upassende, at han skulde møde i saa festlig en Farve til den triste Anledning, og han gav derfor Ordre til, at Dren gens Haar skulde sværtes med Kønrøg for ikke at bryde den højtidelige Stemning. Men inden vi fik Assistens
« T 7 Ji C1’1Tode’ i\/r i • efter Eckersbergs Maleri. ^ Kirkegaard uden Ports, gik der en lang og voldsom Kamp for at faa Bugt med den taabelige Overtro om, at man var nærmere Gud, naar man laa under Kirkens Gulv eller ved dens Mur inde i Byen. Og den, der førte de drabeligste og heldigvis til sidst frugtende Slag, var Lægen og Digteren . J. Cl. Tode , der med denne Kampagne som med saa mangen anden begyndte med at forarge for til sidst at faa Ret. Han siger, at man ikke ved at lade sig begrave under Kirkens Gulv ofrer Røgelse til Guds Ære, men Stank og Pestilens uden Røgelse til sine Efter kommere. Mærkværdigvis indrømmer han »meget høje Personer« et Hvilested i Kirken, som om de stank mindre end de lavere. Han mener dog
Made with FlippingBook