DetGamleKøbenhavn_I

151 Slot og overbringe Kongen deres Klage søger Nørre­ port, som man ikke endnu helt har naaet at spærre; de springer over Bommen og naar deres Maal. Ma­ troserne, der vil klage, vælger samme Vej; og endelig har vi i H. P. Holsts : »Den lille Hornblæser« et frisk og frejdigt Billede af Drengens Afsked med Byen

p aa V o ld e n over N ørrep o rt. — I L in ie opm archeret staar næ ste D a g et Jæ gerkorps vel pudset og armeret.«

Hvor kønt der var paa Nørrevold over Porten, siges i de kun faa Ord om, hvorledes Morgensolen skinner paa de grønne Træer og paa de danske Drenge i den grønne Jægeruniform. Men vi føler det maaske langt varmere og inderligere, naar vi en Aften i April følger Poul Martin Møller derop; han ser Jomfruerne sole sig dér, han ser Høkeren gaa dér med sin sølvbeslagne Merskumspibe. Violerne pipper saa smaat frem paa Voldskrænten, og den altid forelskede Digter kan føle sit Hjerte paa Vesten og mærker, at det er tungt, at han skal gaa hjem alene, naar den yndige Strøm af skønne, unge Kvinder søger ad Hjemmet til for ikke at forkøle sig i Aftensvalen. Den unge Aclam Oehlenschlåger vandrede ogsaa med bankende Hjerte imod Christiane Hegers Bolig paa Nørregade sin »Sværmetur« den 17. Juli 1800; han saa hende ikke ved Vinduet, som han havde ventet, og saa gik han tilbage ad Volden, hvor han Aftenen i For­ vejen havde vandret med hende i »usigelig himmelsk Lyksalighed og Henrykkelse«! Mismodig var han, fordi han ikke engang ved at kaste et Blik ned fra Volden i hendes Have kunde stille sit Savn. Men efter en lang Vandring uden Maal gennem Byen ender han alligevel igen paa Volden, hvor de stod engang, tavse, Favn imod Favn, alting tav, ingen Lyd hørtes uden deres Kærlighedssuk. Ogsaa Emil Aareslrup sender i et ret ukendt Digt: