DenKroniskeBolignød

Hvad er huslejen i det almennyttige boligbyggeri, der bygges med statsstøtte? Prisen vil naturligvis være afhængig af mange faktorer: byggeriets koncentration (høj eller lav bebyggelse), grundens pris, finansieringsvilkårene, omfanget a f fællesanlæg m. v. For en 4 -værelsers lejlighed på ca. 1 10 m 2 vil en husleje mellem 1 .0 0 0 og 1 .2 0 0 kr. ikke være usædvanlig. Hertil kommer 1 0 0 -2 0 0 kr. pr. måned i varmebidrag og måske den samme ud­ gift til kørsel mellem bolig og arbejdssted, altså i alt ca. 1 5 0 0 kr. pr. måned for at bo. Har familien nu tre børn og en årlig ind­ komst på ca. 2 4 .0 0 0 kr., vil huslejen de første 6 år kunne ned­ sættes med 4—5 0 0 kr. pr. måned. Men en sådan familie skal trods huslejetilskud altså bruge ca. 5 0 °/o af den skattepligtige ind­ komst til boligudgifter, og efter 9 års forløb vil boligudgifterne udgøre ca. 75 % af indkomsten, medmindre manden eller konen forøger indtægterne. Dertil kommer efter 5 års forløb et årligt afdrag på indskudet, en tiendedel af ca. 1 0 .0 0 0 kr. Ved en even­ tuel fraflytning må der regnes med et tab på mindst 5 .0 0 0 kr. af indskudet, idet lejligheden da, uanset sin tilstand, skal males, tapetseres og repareres. B o l ig l o v e n e i pr a k sis - m y n d ig h e d e r n e s a fm a g t Jeg har omtalt nogle af de vigtigste bygge-, bolig- og lejelove. Hvorledes fungerer de i praksis, hvorledes administreres de ude i kommunerne? Skaffer lovene flere, bedre og billigere boliger, beskytter lovene i tilstrækkelig grad den enkelte lejer, fjerner lovene de saneringsmodne boliger? Inden jeg prøver at besvare disse spørgsmål, et par ord om boligpolitik i al almindelighed: Igennem 1 9 6 0 ’erne steg boligproduktionen fra ca. 2 0 .0 0 0 til ca. 4 5 .0 0 0 lejligheder pr. år. I 196 8 var investeringen i bolig­ byggeri og vedligeholdelsesarbejder ca. 6 milliarder (incl. om­ kostninger og finansieringsudgifter, men excl. grundudgifter og kurstab). Beløbet udgjorde ca. 6 °/o af det samlede rådighedsbe­ løb til forbrug og investering. Når vi nu véd, at vort underskud på betalingsbalancen i 1 96 9 var ca. 3 milliarder (d. v. s. 3 mil­ liarder forbrugsoverskud), er det let at forstå, hvor fristende det må være for politikerne at spare disse 3 milliarder på det »upro­ 212