BorchsKollegiums_1889

2J6

L. Glahn.

Saa klart som paa dette Sted tales der ellers ikke, men Profetien standser ved en mere almindelig Forjættelse om en omfattende, blivende Soning, der ligesom alle andre Frelses­ goder i den messianske Tid maa staa i Forbindelse med Mes­ sias, der har umiddelbar Del i Guds Frelsesplaner og flere Steder kaldes en præstelig Konge, saaledes uden Tvivl SI. n o (jf. Jer. 30, 21; Ez. 44, 3) og hos Zacharias Kap. 3, 8 f. og 6, 12 f. Hos denne Profet lader der sig vel ane en frelsende Virk­ ning paa Grund af Døden, især 12, 10; men det er først hos den gamle Pagts sidste og største Profet (Mt. 11, 11), Johannes Døber, at Es. 53 bliver klart forstaaet ved den Aandens Op­ dagelse, Joh. 1, 29 (36) beretter om: ids o dtuvoS tov &eoi 6 cciqojv ly p dflUQTiav TOV xoo/tiov. Se det Guds Lam, som bærer (eller borttager) Verdens Synd! i begge Tilfælde Forso­ ningen, Optagelsen eller Borttageisen af Skylden, i Tilslutning til Es. 53. 11 f. (der taler for, at aiQei i Joh. 1, 29 er: tage paa sig og bære, ligesom Mt. 11, 29). Hvilket bekjendt Lam tænker Døberen paa? Det ligger nærmest at svare: Lammet i Es* 53> 7» hvor Taalmodigheden er tertium comparationis; men dermed kan forenes Tanken om den Betydning, Lammet har Anfang an darauf hingedeutet; . . . aber wenn das Unzureichende der Sühnung durch T hierblut schon längst von den tieferen Frommen empfunden worden war" so hat jetzt, wo jener Dienst ganz sistirt worden (eller er tænkt at være ophørt)' Deuterojesaja von einem weit höheren Sühnopfer gesprochen*. D et er (448) »ein Ersatzopfer im höchsten Stil, wobei alle Verschuldung der Gemeinde durch eine Leistung ohne Gleichen, die w illig e Hingabe des Gerechten in den Tod soll aufgewogen werden«. Men naar Offerbegrebet i Es. 53 erkjendes, komme' ogsaa Theologer, der ellers ikke gjøre Døden til det væsentlige, soningskonsti­ tuerende ved Ofret, her dog til at forudsætte dette, f. Ex. Delitzsch i sin K om ­ mentar 552: als Subj. hebt die F re iw illig k e it seines Opfertodes hervor welche im Unterschied von den gesetzlichen Opfern das seinige zum wahrhaft su nhaften machte«. Forskjellen er altsaa kun i Dødens K valitet og V irkn in g Ogsaa andetsteds findes et saadant testimonium animæ: »Das Opfer, die Hingabe unw illiger und unbewusster Thiere musste verblassen gegenüber diesem Opfer m welchem sich die Gerechten (opfattes her k o lle k tiv t) fre iw illig , aus Liebe’ zur ersohnung des Volkes selbst dahingaben« (nemlig til Lidelse og Død> bchultz 290. '