BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

ved det gammeltestamentlige Offer mener, at her »die Siihne sich nur durch das Blut mit Absehn von dem gewaltsamen Tode bedingt« (745), er dette ikke let at forene, men Grunden synes mest at være den formentlige Vanskelighed med Blod­ sprængningen og O rø. Valget kommer altsaa til at staa mellem Blodet som d e t r e n e L i v og Blodet som d e t r e n e (lydeløse) L i v s H e n g i v e l s e i Døden. Talen om B l o d e t som Sonings­ g a v e bringer derimod vistnok hele Soningen ind paa et Vild­ spor, idet denne drejer sig om Guds straffende Retfærdighed; til dens Krav vender Riehm tildels og Orelli afgjort tilbage1). I den engelske Theologi synes det at være næsten den selvfølgelige Lorstaaelse, ogsaa hos de Theologer, f. Ex. Cave, hvis Skrifter vidne om et stort Kjendskab til den tyske Lite- ratur. Om dette ikke er en Bekræftelse paa den ovenfor om­ talte Lormodning, at i denne en fremmedartet Indflydelse har gjort sig gjældende, skal henstilles. Om Straftheorien jf. Lairbairn 306, 315 ff., 339 og Appendix C 531 ff.; Edersheim 81. 91 f.; Cave 124 f., 140 »an appointed ritual, eminently adapted to express symbolically that the life of a victim physically immaculate was vicariously bearing the punishment of death due to the offerer«; Batchelor 70 ff.; Morris 200 ff.; E. White, I Kristus er Livet, dsk. Ov. 1886, 129. 210; Leighton, der fremhæver, at Ofrene opdroge til Syndserkjendelse, men ogsaa taler om »the further principle of the innocent for the guilty; but with these principles the service stops, so far as the gospel is concerned«, 84, jf. 119; Kalisch 89 »not the blood itself was most essential, but the shedding of the blood, or the killing of the victim, or its death«; 192 ff. lægges større Vægt ’ ) K urtz 97 nævner en stor Mængde Repræsentanter for den strængt juridiske Opfattelse fra Genesius og de W ette til Thomasius og Kahnis. Blandt de senere er der ikke b lo t saa bestemte Hævdere af den som Wangemann og Wünsche, men i det hele træffes Bemærkninger i den Retning jævnlig, saaledes Wellhausen S. 66: Namentlich neigte man sich je länger je mehr dazu, die sühnende W irkung des Opfers vorzugsweise dem Blute und der stellvertretend en K ra ft des getöteten Lebens zuzuschreiben.