BorchsKollegiums_1889

L. Glahn.

254

En Bekræftelse er Talmuds mærkelige Udtryksmaade, at »alle de hellige Skrifter gjøre Hænderne urene; ogsaa Højsangen og Prædikeren gjøre Hænderne urene«x). En anden Parallel er Lk. 5, 8, jf. Es. 6, 5 og Engleaabenbarelser. Helligheden kan ogsaa ytre sig dræbende: den, som ser Gud, maa dø. Naar det helliges (gudindviedes) Lys falder paa det rene (dagligdags), ses dettes Pletter, skjønt det ikke er urent og vanhelligt. Naar det hellige (højhellige) rører ved noget urent, udsættes det selv for Profanation; naar det rører ved noget rent (den nevtrale Mellembestemmelse), drages dette ind i Hellighedsforpligtelsen; thi intet er i sig selv saa rent, at det kan taale en Berøring med det hellige. Resultatet er derfor, at baade det hellige og det urene kunne gjøre uren, men én og samme Ting kan ikke være baade hellig og uren. Riehms Forsøg paa at finde et Punkt i Offerhandlingen, hvorved det undgaas, »dasz in der Gottesdienstordnung die sündenvergebende Gnade sich so einseitig erweisen soll« (se ovenfor 231), kan altsaa næppe føre tilMaalet (jf. Schultz’Kritik 361 f.). Kurtz’ Fejl er, ifølge Riehm 69, ikke, at han over­ hovedet har søgt en poena vicaria i Offerritualet, men »dasz er dieselbe in der Schlachtung gefunden zu haben meinte, die doch vollzogen wird, b e v o r die Thiernephesch zur Schutzbe­ deckung für den Opfernden dargebracht worden ist. Erst n a c h dieser Darbringung kann nach einfacher, der Natur der Sache entsprechender Anschauung der Eifer des Heiligen gegen die in seiner Nähe befindliche Sündenunreinheit als auf das Siind- opferthier gerichtet, gewissermaszen als auf dasselbe abgeleitet gelten«. Og det sker da øjensynlig med Syndofferkjødet. Dette Stykke leder dog langt snarere til den Slutning, at der er noget skjævt ved Riehms Ordning; baade Kurtz (jf. ovenfor 237: auch ich mache n i c h t die Schlachtung, sondern die Blut­ sprengung an den Altar zur Hauptsache) og han ere enige om, at det er Dyrets Sjæl paa Alteret, der tjener til »Schutzbe-

‘) F. Buhl, Den gammeltest. Skriftoverlevering 1885, 6 f. og 14.