BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

deckung« ; men det er ikke let at se, hvorfor Guds Helligheds Iver maa ytre sig e f t e r Beskyttelsen. Dyrets Fremførelse er en stedfortrædende »Darbringung«; mod det rettes Guds Nid- kjærheds K rav; men fordi alt afhænger af hans souveræne Naade, betones ikke Slagtningen, men Modtagelsen af den derved frembragte Død. Riehm fremhæver Blodet som det med Menneskets Liv beslægtede, Oehler tillige Renheden ved dette Liv, og den juridiske Theori gjennemfører dette Hen­ syn til Guds Helligheds Fordring ved at betone Hengivelsen gjennem Døden, medens Riehm henlægger dette uafviselige Krav til et Punkt i Handlingen, hvor Omgivelserne intet tale om Guds Vrede. Orelli kommer derfor ved at fastholde Riehms Udgangs­ punkt tilbage til Straftheorien, jf. Stykket »Das Moment der Genugthuung in der Kapparah«, 181—83. Her hævdes Soningens Nødvendighed og Guds Naades Frihed, at »der Fehltritt« kan blive »auf das Gebiet des Eigenthums übertragen und hier gut­ gemacht« ved en “s'r, men at, »wo eine Sühngabe an Gott zu entrichten ist, dessen Heiligkeit verletzt worden, bleibt freilich diese Sühne stets eine inadäquate, ihre Geltung ist daher von der Werthung von Seiten Gottes abhängig«. I Kultus er denne Naadeordning sat i System, og det regulære Soningsmiddel er B l o d e t . »Die Darbringung des Blutes aber ist nicht blos die einer Gabe, sondern eines Lebendigen, dessen Leben damit gewaltsam ausgeschüttet wird«. Orelli fremhæver det Indtryk, Dyrets Død maa gjøre, og siger, at, skjønt Eftertrykket ikke ligger paa Slagtningen, er dog »eben jene Hingabe und Aus- gieszung des Blutes eine g e w a l t s a m e E n t a i i s z e r u n g d e s L e b e n s , welche an die Stelle des göttlichen Gerichts über den Sünder, das sein Leben bedrohen würde, tritt. Nicht etwas nur, was er h a t und b e s i t z t (wie dies beim Schuld­ opfer der herrschende Gedanke ist), sondern etwas, was l e b t wie er, gibt der Mensch im blutigen Opfer hin, namentlich im Siindopfer«. Man kan ikke undgaa Tanken om en stedfor­ trædende Lidelse af Døden, siger Orelli (uafhængig af, at han