BorchsKollegiums_1889

248

L. Glahn.

i disse sidste Handlinger. Brændofrets Kjød og Fed t brændtes altsammen, deraf dets Navn 5^ 3 , Heloffer, Deut. 33,10. SI. 51,21. Ved Takofrene brændtes altid kun de omtalte F ed t­ dele ; af Kjødet fik den ofrende Præst visse S tykk e r, men det meste tilfaldt den ofrende selv, der holdt et Glædesmaaltid der­ med, Lev. 7, 15 ff. Deut. 12,7 ff. Dette Maaltid, hvor Israeiiten er Gjæst ved Jehovas Bord (jf. Kurtz 134 ff), var Pantet paa Guds Velbehag (Ex. 24, 11) og Højdepunktet af den religiøse Festlighed. Til Maaltidet knytter sig i høj Grad for Østerlænd­ ingen Forestillingerne om Venskab og Glæde; det er derfor et yndet Billede paa Lykke, ja Salighed: SI. 23,5. 36,9. Es. 25,6. Mt. 8, 11. 26, 29. Denne lyse og fortrolige Charakter mangler ved Synd- og Skyldofret (Lev. 7, 7). Naar Blodet af Syndofret ikke bragtes indenfor i Helligdommen, brændtes Fedtdelene paa Alteret, og Kjødet spistes, men af Præsterne alene og paa et ikke blot rent, men helligt (gudindviet) Sted, nemlig i Forgaarden, Lev. 6, 19. Dette Maaltid var Embedspligt og havde ikke noget festligt P ræ g1). Bragtes noget af Blodet indenfor det ydre Fo r­ hæng, brændtes alt: Fedtet paa A lteret, Kjødet med Huden, Indvoldene og det hele udenfor Lejren (Staden) paa et rent Sted, dér hvor Asken fra Brændofferalteret lagdes, Lev. 4, 8 ft. Om Opbrændingen af Offergaven hersker der i nyere Tid større Enighed end om mangt et andet Punkt i hele Offerritus. Kjødet overgives til Gud ved at lægges paa Alteret og mod­ tages af ham ved at fortæres af Ilden; idet Røgen fra Alterets Ophøjning stiger op mod H immelen, tilegnes det af Jehova til ») Ved Duesyndofret Lev. 5, 7 ff. skulde Duen til Brændoffer formodent­ lig erstatte Fedtdelene; Syndofiferduen maa i Analogi med V . 13 være bleven spist af Præsten. Jf. Riehm 69. — Oehler bemærker S. 481 : Dass das Ziegen- vieh (namentlich der Ziegenbock) beim Material des Sündopfers so sehr vor­ waltet, hat w ohl seinen Grund in dem minder schmackhaften Fleisch desselben; denn die Verzehrung des Opferfleisches durch die Priester bei einem T h eil der Sündopfer ist nicht als förm liche Mahlzeit zu betrachten. Dem entspricht dann bei dem Surrogat — M ehlopfer der Armen die Weglassung des Oels.