BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

2 4 9

»en velbehagelig Duft«, firn? rp“ , symboliserende den ofrendes fulde Hengivelse. Dertil svarer Verbet “pppM, lade dufte og gaa op i Røg; ikke Tilintetgjørelse, men Duften er Formaalet (ellers maatte være brugt fpjp, opbrænde), ligesom Røgelse jo hørte til Ofret. En Lutring af dette tænkes der ikke paa, da det i sig selv er rent. A t man tidligere ofte i Opbrændingen har set Guds Vredes Straf, er en Mening, der dømmer sig selv. Det uhistoriske ved den er iøjnefaldende, og fordi Ilden ofte er Guds Vredes Symbol, behøver den ikke altid (Acta 2) at be­ tegne det frygtelige; det vilde passe daarlig til Lev. 9, 24, at Folket frydede sig ved, at Ild fra Herren fortærede Brændofret og Fedtstykkerne; jf. 2 Krøn. 7, 1. 1 Kg. 18, 38. Alterets hellige Ild skulde stedse være optændt og maatte ikke udslukkes, Lev. 6, 6, og kun den var velbehagelig, Lev. 10, 1 f. Ved Syndofret kan Opbrændingen p a a A l t e r e t ikke have anden Betydning end ellers; Verbet er "V’pjiM, Syndofret er en højhellig Ting, Lev. 6, 18, og »til velbehagelig Duft« forekommer ogsaa her, skjønt kun en enkelt Gang, Lev. 4, 31, idet Syndofret ikke strax bringer den ofrende til Gudsforholdets Højdepunkt. Ogsaa de a n d r e B e s t e mm e l s e r i Lev. 6, 19 ff. svare til dets særlige Hellighed: at det skal spises paa et hel­ ligt Sted; at den, som rører ved Kjødet, paadrager sig en vis (ikke nærmere angiven) Hellighedsforpligtelse, sml. Ex. 29, 37. 30, 29. Lev. 6, 11; a t, naar Blodet tilfældigvis (under ns-Tij, siger Traditionen, jf. Delitzsch i Handwörterbuch S. 1583) stænkes paa et Klædebon, skal Præsten to dette paa et helligt Sted; at et Lerkar, hvori Kjødet er kogt, skal sønderbrydes (fordi det indsuger noget); at et Kobberkar omhyggelig skal skures og skylles; og at Kjødet af de fornemste Syndofre skal opbrændes udenfor Lejren paa et rent Sted, Lev. 4, 12. A lt dette er Omhu for, at Syndofret ikke skal profaneres (sml. Ex. 12, 10. 29, 34. Lev. 7, 17. 8, 32). Men her har man, især i ældre Tid (allerede Rabbinerne, Outram o. m. a .), ment at have et Bevis fo r, at Synden var tilregnet Ofret, saa at det efter Døden vedblivende var urent.