BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

245

Vand eller ved Ofre for fysiske Tilstande af levitisk Urenhed (ved Død, Spedalskhed og sexuelle Forhold), hvor det ethiske kun er tilstede i Baggrunden; ved fijattj er det derfor ikke saa meget det enkelte Fænomen som den syndige Grund i Naturen, Olret gjælder, og da er det bibelsk at forstaa Død som Syndens Følge; jf. Kliefoth 48. I Forbindelse hermed kan man forklare sig, at Soningen undertiden gjælder livløse Ting som Alteret (Ex. 29, 36 f.) og Helligdommen (Lev. 16, 16. 18 f.), der ikke ere strafskyldige. Men hvorfor sones der da for dem? De ere urene, ikke i sig selv, men paa Grund af de syndige Personer, der have med dem at gjøre. Hvad Takofrene angaar, vilde det naturligvis være haab- løst at.henføre dem efter deres Grundtanke til Soningen; »da nun das Todten hier ganz und gar dasselbe war, wie bei den Sund — und Schuldopfern, so kann es auch an sich nimmer ein Strafact gewesen seyn«, er den Slutning, Bahr drager her­ af. Men naar Blodet paa sædvanlig Maade ogsaa her bringes paa Alteret, er der Grund til at finde noget sonende deri, hvis det ellers kan forenes med Ofrets Natur. Allerede det, at Lev. 17, 11 staar i en Sammenhæng, hvor der tales om Brænd- og Takofre, er mærkeligt, og Steder som de anførte af Ezechiel, Kap. 45, 15. 17, ere i sig selv tilstrækkelige; for at Glæden kan være ægte, begyndes med Soning. »The peace-offerings atoned that they might be offerings, they were not offerings that they might atone«, Cave 102. Paa lignende Maade forholder det sig endelig med Pa- rallelen mellem Bøn og Offer. Hvad har Bøn med Straf at gjøre? spørger Bahr. Det vilde være et Grundskud, hvis Straf var Ofrets Hovedtanke; men naar man ikke paastaar det, rammer Indvendingen ikke. Ofrets Idé har meget tilfælles med Bønnen; men dette udelukker ikke, at det under Syndighedens Vilkaar indledes med Soning. Resultatet er altsaa, at den ældre Opfattelse næppe er af­ kræftet ved de forskjellige Indvendinger, og at den vedblivende