BorchsKollegiums_1889

L. Glahn.

244

at Azazelbukken skal stilles levende for Herrens Ansigt 153b Tby. »Sone ved den« kan det ikke betyde, men enten som ellers Objektsbetegnelse, altsaa: sone den (Båhr 684), ligesom det nyoprettede Alter indviedes Ex. 29, 36 f., eller: udføre Soningshandling over den, saa at nB3 staar absolut som i V. 32 og by i bogstavelig, ydre Forstand, hvorved da Kurtz (357) tænker paa V. 21 som Kommentar, Riehm (60) derimod paa Soningshandlingerne i V. 11—20. Selv slutter Riehm sig (59) til den første Opfattelse, som ogsaa baade svarer til den staaende Sprogbrug og passer g o d t; den anden Buk er nemlig ikke et egentligt Offerdyr (i saa Fald behøvede den ganske vist ingen Indvielse, Offerdyret er som saadant udvalgt og rent), men Skyggen af Syndofferbukken; nævnes de to Bukke under ét, maa man kalde dem et Syndoffer (V. 5); men adskilles de (V. 9 t.), er kun den første Syndofret, og den anden maa f or at kunne fortsætte Handlingen indvies ved at stilles hen for Herrens Ansigt. Denne Soning gjælder altsaa den selv, og V. 21 f. bliver kun et extraordinært symbolsk Tillæg i den extraordinære Anledning. En betydelig Vanskelighed kunde det være, at de Synder, der sones ved Ofre, ikke synes saadanne, at Dyrets Død kan betegnes som Straf. Num. 15, 30 f. viser, at, naar Synden for­ tjente Dødsstraf, gaves der ikke Offer for den. Derimod er det Synder af Vanvare og Enfoldighed (Ez. 45, 20), Uagtsomhed med hellige Ting og i det højeste mindre alvorlige Overtrædelser (Lev. 4—5). Alt dette er Hvor omfattende det kan være, komme vi endnu tilbage til; men alle, der indvende, at Døden vilde være for strængt, maa forklare, hvorfor der da overhovedet skal sones. Hvor Soning er, dér er ogsaa Vrede, som for­ mildes (ved det af Gud s e l v givne Middel, ikke paa hedensk Vis), altsaa ogsaa Fare, som fjærnes1). Men det haarde falder bort, naar man ser hen til, at Loven paabyder Renselse med

aut I vtqov esse idem est quod mortern averruncare

*) Jam animæ

(Ex. 30, 12. 15. 16), Outram 258.