BorchsKollegiums_1889

24I

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

var Formaalet, maatte r r a n være valgt, siger man; da i Stedet for 'jrrø bruges, kan Døden ikke være det væsentlige, men Døds- maaden, nemlig Blodets Udstrømning. Grunden kunde dog være, at 'JhlT forener de to Ting, baade, at Blodet strømmer ud, og den voldsomme Død. Dets Etymologi er (Gesenius’ Handwörterbuch10, Kurtz 84): at strække til Jorden; det er der­ for et anskueligt Udtryk for den blooige Død ved Slagtning, men erstattes h e r a f fiin’J og rOT, undtagen naar det voldsomme skal frem (Es. 22, 13, parallelt med det stærkeste Ord dræbe, myrde) eller Hensynet til at vinde Blodet (Gen. 37, 31, hvor Bukken ikke slagtes for at spises, men for at faa Blod til at dyppe Kjortelen i). Derfor er -Jnp almindeligt om at slaa ihjel, f. Ex. Num. 14, 16. Dom. 12, 6. 1 Kg. 18, 40. 2 Kg. 10, 7. 14. 25, 7, o g i Ofifersproget, hvor det direkte Maal er at vinde Blodet (som Delitzsch siger), men det indirekte eo ipso at udtrykke Døden, hvortil den omtalte Brug om voldsom Død svarer. Riehm anfører (64) Es. 22 og Gen. 37 mod Kurtz’s Bemærk­ ning, at :2tTi25 aldrig bruges om den sædvanlige Slagtning; men de to Steder have, som antydet, en vis Nuance; i Es. 22 er -¿rro: ved Siden af :nn den malende Beskrivelse af det materia­ listiske Sinds Hastværk: lader os æde og drikke, thi i Morgen skulle vi dø. Riehm føjer til, at det kun da kunde være poena vicaria, hvis det var »ein gesetzlicher terminus für die r i t e , sei es von den Menschen, sei es von Gott vollzogene Todesstrafe«, medens staaromD ød »in summarisch — formloserWeise«, som Kurtz selv siger; men naar Hovedhensynet er at vinde Blodet, kan det ikke forandre Sagen, at Døden her, foruden at være voldsom, sker paa rituel Maade. Stærkere Ord end isnyj haves ikke, naar man vil forene Blodet og Døden; det er det samme som rp'/O“ , men saaledes modificeret, at det passer til den rituelle Brug. Fremdeles indvende nogle, at, var der Tale om Straf, maatte Præsten som Guds Repræsentant slagte Ofret. Men Præsten er i Offerhandlingen Menighedens Repræsentant; kun i Skyldofret, hvor Præstens Vurdering er saa iøjnefaldende, træder