BorchsKollegiums_1889

240

L. Glahn.

simpelt kan forstaas udfra Tanken om Ejendomsovergivelse i og for s ig 1). Ved visse Lejligheder fremtræder Blodsprængningen for­ stærket, saaledes at baade Alteret og Deltagerne bestænkes. Det er i de tre sammenhørende Tilfælde: Ex. 24 Folkets Ind­ vielse, Ex. 29 jf. Lev. 8 Præsteines specielle Indvielse, og Lev. 14 den spedalskes Gjenindvielse i Theokratiet. A t Blodet i Ex. 24 paa den ene eller den anden Maade har Hensyn til Synden, ses klart af Formaalet, som er det urene Folks Op­ tagelse i Samfund med Herren, jf. Ex. 20, 10 og 24, 11. Det er ét Blod, som bruges; derved udtrykkes baade den uopløse­ lige Forening mellem Gud og Folket og tillige, at Bestænkelsen paa dette er en Bekræftelse af Soningen ved Blodet paa Alteret. Ogsaa her er som ved de to Bukke og de to Fugle samme Ting udstykket i to Handlinger. Disses Sammenhæng bestyrkes ved Ex. 29, 20 f. og Lev. 8, 23 f. 30, hvor Blodet tages fra Alteret. Eler ved Præsternes Indvielse og i Lev. 14 bruges Olje og Blod som Indvielsesmiddel; Blodet er det negative: Syndig­ hedens Udslettelse, Oljen det positive: Guds Aands Meddelelse. Foruden Lev. 17, 11 anføres i Regelen mod den ældre Opfattelse, at det ikke hedder rp'/On, dræbe, men altid slagte, saa at Elensigten maa være at vinde Blodet, medens Døden selv er en Overgangsakt, noget accidentelt. Men at En'jj foretrækkes, lader sig dog vist forklare. Om dagligdags Slagtning bruges COE, medens nrn i Regelen har faaet technisk Betydning om at slagt 2 til Offermaaltid eller i det hele til Offer (Alterets Navn blodigt og ublodigt) og kun sjældnere betyder slagte til Brug for et Maaltid (1 Sam. 28, 24. 1 Kg. 19, 21). Tilbage staar rvaii og anuj. Hvis Døden ‘) Schultz gjø r (355) ogsaa 2 K g. 12, 17 (Dsk. Ov. V . 16) gjældende: Pengene for^ Skyldofret og Pengene for Syndofret, saa at Tanken ved disse Ofre i det hele skulde være en bestemt Ydelse og Bøde. Dette udelukker ikke den anden Tanke, at Guds Retfærdighed ytrer sig skarpest som Straf, nemlig naar Død finder Sted. M uligvis er det en ulovlig Praxis fra K ongetiden, eller det kan med Klostermann forklares ved Num. 5. 8. 18, 9.