BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

235

26, 28 (Lk. 22, 20), der svarer til Ex. 24, 8, hvortil V. 20 i Hebræerbrevet sigter. Delitzsch, der nu i Riehms Handwörter­ buch S. 1582 tænker paa Udgydelsen ved Alterets Fod, hævdede i sin Kommentar den sædvanlige Opfattelse, som er tiltraadt a f Hofmann og Keil i deres Kommentarer. Naar Blodet som udøst betegner Livets voldsomme Hen­ givelse, er det ikke paafaldende, at det skal bringes paa Alteret friskt og saa at sige levende, derfor rørte Præsten om i det, for at det ikke skulde størkne; — thi det skal anskueliggjøre Dødsmomentet og endnu kunne ligesom raabe om Naade for dets Ejermand, Hebr. 12, 24, jf. Gen. 4, 10. Stivnet Blod vilde have tab t Sammenhængen med sit fordums Legeme og desuden bære Fordærvelsens Præg, medens det netop er som et rent Livs Hengivelse, at Døden faar Betydning. A f samme Grund som Kjødet ikke gjemtes, men ofredes strax og ufordærvet (sml. ">17 1 Sam 2, 15), skulde ogsaa Blodet bruges paa Alteret, medens det endnu havde Blodets Natur. At Slagtningen kun skulde være Midlet til at vinde Blodet, er efter det foregaaende næppe holdbart. A t den ikke er nær saa fremhævet som Blodsprængningen, beror som sagt paa, at den aldeles intet fører til, uden at den fuldendes i denne. Det er samme Handling fra to Sider, som i Ritus maa falde udfra hin­ anden, men derfor godt kunne høre sammen som andre parvise Handlinger; saaledes ere i Lev. 14 de to Smaafugle ved den spedalskes Renselse1) og i Lev. 16 de to Bukke paa Forsonings*) Lev. 14 leverer ikke noget Bevis for, at Blodet, naar det er udgydt, kan være Livets Symbol. Den spedalske, der var død for Theokratiet baade i borgerlig og i religiøs Henseende, indviedes, naar han blev sund, til L ive t i F o lket (V. 1— 9) og ved Helligdommen (V. 10 ff.). Symboliken med de to Smaafugle er ligesaa smuk som sim pel; jf. Bahr 512 ff. I^ et er ikke noget O ffer (heller ikke V . 49 og 52, ¡C2H) ; thi der stænkedes ikke hen mod H e l­ ligdommen. D erfor har K e il U ret i at sige, at den første Fugls L iv hengives fo r den helbredte spedalske; men den symboliserer den spedalske, der efter at have været frisk var blevet angreben af Urenheden lige til Livets Grund, saa at han var som et levende L ig (Num. 12, 12) og havde maattet dø, hvis Gud ikke