BorchsKollegiums_1889

L. Glahn.

234

er i Blodet. Døden mod Guds Vilje besmitter Landet; Døden med Guds Vilje, Straffen, soner for Landet; Offerdyrets Blod har for Sjælen samme Virkning, maa altsaa være en Død med Guds Vilje, en S traf (men stedfortrædende, fordi der her er noget formildende ved Synden), med mindre Soning snart kunde ske paa én, snart paa en anden, væsensforskjellig Maade. Vilde man slutte dette af Steder som Ex. 30, 15. 16. Num. 31, 50, er det dog ikke tilladeligt, da saadanne Soningssteder kun ere Periferien om den centrale Soning, hvorfra Straffen som Guds Retfærdigheds Krav ikke kan udelukkes; i Ofringen, der selv er central Soning, maa Principet træde klart frem, men modificeret ved Ofrets Natur, altsaa som formildet Straf, poena vicaria. Ogsaa Lev. 17, 4 bekræfter, at Blodet betyder Død; det regnes dér for to modsatte Ting; eftersom Slagtningen sker med eller mod Guds Vilje, er det sonende eller fordærvende; i begge Til­ fælde er det Død, men Virkningen er forskjellig. Ogsaa Es. 53, 12 »fordi han udtømte sin Sjæl til Døden« taler for, at Døden er væsentlig, naar Offerblodet nævnes; afgjort, hvis den retfærdige Herrens Tjener dér tænkes som Offer (□'¿¿N V. 10). Men i n. T. træffer man om de gammeltestamentlige Ofre det stærkeste Udsagn, nemlig Hebr. 9, 22 ycop/g ai/uccTExyvoiccg o v y i v e t u i u y t o i g . Ordet ai/LiaTsxyvoia maa være Blodets Udgydelse i Døden1) og ikke Udøsningen ved Alterets Fod, selv om denne efter Zebachim 37 a er en væsentlig Akt. Sammen­ hængen er afgjørende; thi efter den drejer det sig om selve Soningsmidlet, Blodet, og ikke Brugen deraf, navnlig ikke en saa enkelt Brug. Og Ordet, der kun forekommer her og i det kirkelige Græsk, maa svare til i x y j e i v ui/Lia, der kun med Til­ føjelser som t n i t r j v f i uoi v t o v ^v o t u oT^ g i o v (Lev. 8, 15 g, 9) o. 1. kan staa om Blodsprængning, hvor da ng o o y j e i v er det techniske Udtryk. I det kirkelige Græsk bruges Ordet kun om Blodsudgydelse ved Dræbning. Paa Døden tænkes ogsaa i Mt.

’ ) Jf. Cremer 77 f. og Weiss, Handbuch über den B rief an die Hebräer 1888, 235 f.