BorchsKollegiums_1889

226

L. Glahn.

Dyrelivets Stedfortrædelse behøver ikke at være til Soning, ligesom Ofret i det hele ikke efter sit Væsen er Soning. Ofret er efter sin Idé, bortsét fra Synden, det ydre Symbol paa, at Mennesket indvier sig selv til Gud ved at udskille sit Liv fra andre Formaal og helt hengive sig til hans Tjeneste. Saaledes maa ogsaa i Symbolet et negativt og et positivt Moment træde frem1). Forbilledet paa denne Hengivelse er Gen. 22, hvor Isaak er det dyrebareste af alt for Abraham, og hvor Vædderen er det stedfortrædende Symbol, men ikke sonende. Hverken Soning eller præstelig Formidling behøves. Anderledes med Ofret under Syndighedens Vilkaar; her maa det indledes med Soning og bringes frem under Præstens Helligelse af Gaven; i hele Handlingen maa noget rent træde imellem Mennesket og Gud. Ofrene i den patriarchalske Tid ere ikke fremmede for Soningstanken, jf. Job i, 5. 42, 8. Følelsen af Adskilthed fra Gud har præget alle det faldne Menneskes Ofre og har uden­ for Aabenbaringen fremkaldt den hedenske Mistænksomhed overfor Guderne. Men først med Moses indtræder, samtidig med Lovens Fordring, Soningstanken i sit andet Stadium, hvor den bevidst gjøres til Ofringens Indledning, og hvor en særlig Klasse Sonofre oprettes. Hofmann, hvis hele Fremstilling af de theokratiske Ofre er svækket i Henseende til Soningens Skarphed, saa at de for meget nærme sig de formosaiske, vil mene, at der allerede i den formosaiske Tid har været Synd­ ofre hos Patriarcherne ligesom Brænd- og Takofre (225). Tavs­ heden derom og Lovens strængere Syndsbevidsthed gjør det usandsynligt, og Ex. 24 med Pagtsofret, der er Overgangen fra Fortiden til Theokratiet, men som ikke har noget særligt Synd­ offer, er et direkte Bevis herimod; thi Soningen, som er uund­ værlig forud for Synet af Israels Gud (V. 10 f), udføres her ved Blod af de andre Offerarter.

') J f L Madsen, De Christnes aandelige Præstedømme, 110.