BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

225

Gott das Leben des Sünders nicht, sondern nahm eine Ver­ tretung desselben an, welche aber gestellt werden musste, da­ mit seiner Gerechtigkeit genug gethan würde. Als Idee des Siindopfers erscheint also die satisfactio vicaria, die auch sonst häufig genug im A. T. angetroffen wird«1). Det, der har gjort denne Opfattelse til den indtil Nutiden almindelig herskende, er just Følelsen af, at der vilde mangle noget væsentligt i Soningen, dersom ikke Syndens Regnskab var opgjort. O f f e r h a n d l i n g e n m a a a f s p e j l e h e l e d e n g a mm e l t e s t a m e n t l i g e A a n d ; den maa forklares i Lyset af Guds aabenbarede Væsen. Derfor er det charakteristisk, at der altid begyndes med Soning. I den mødes de to Grundforhold fra Guds Side overfor det syndige Menneske, Hellighedens Krav og Naaden, som allerede træde frem i det første Møde mellem disse Parter, Gen. 3. Forbindelsen sker i Stedfortrædelsen. Ogsaa den antydes i Gen. 3, 15. Den fremtræder gjennem hele g. T., overalt hvor en enkelts Retfærdighed regnes de med ham sammenhørende til gode, f. Ex. Moses Ex. 32, 11 ff. (jf. SI. 106, 23). Sit Højdepunkt naar den som Lidelse for andre. Tanken herom ligger bagved Mose højsindede Tilbud Ex. 32, 32, at han maatte udslettes af Livets Bog, hvis P'olket ikke paa anden Maade kunde opnaa Tilgivelse. Ganske vist gaar Mose Tilbud om fuldstændig Undergang udover, hvad Guds Retfærdighed kunde tillade (og Moses overvurderede tillige af Kjærlighed til Folket sin Betydning); men Tanken om en saa- dan Stedfortrædelse er alligevel udtalt i hans Ord ligesom i Rom. 9, 3; jf. Kurtz 82 og Riehm 24 f. I Es. 53 fremlyser den klart og iøjnefaldende, hvorom senere. I Ofringen ligger Stedfortrædelsen til Grund og har her faaet fast Udprægning, tilsyneladende rigtignok paa Bekostning af dens Værdi, fordi det kun er et Dyr, der med sit Liv ind­ træder for den ofrendes.

*) O rd af Knobel i Exodus und Leviticus 1857, 379 f. *!>