BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

20/

lige. Med Madofret var ofte forbundet et Drikofifer ‘-¡05, vel- bekjendt ogsaa hos andre Oldtidsfolk; det hørte ligesom Mad- ofret med til den daglige Kultus som Tillægsoffer; i Lev. 2 nævnes det ikke, derimod Ex. 29, 40. Num. 15, 5 fif Det udgødes ved Alterets F od , b. Sirach 50, 18, og var rød Vin, »Drueblodet«, b. Sirach 50, 17. A f Madofret toges i Regelen en Haandfuld, der brændtes paa Alteret som i-P3TN, Ihukommel- sesofifer (sml. Num. 5, 15), efter nogle »Duftdel«. De ublodige Ofre ere imidlertid ikke blot, som Bahr mener, Tillæg til de andre; de bruges ogsaa selvstændig, men ere alligevel lidet frem­ trædende. Dertil svarer godt den Plads, hvor de omtales, imellem Brændofret og Takofret, med hvilke to Arter de regelmæssig fulgte. T a k o f r e t beskrives i Kap. 3. Dyrene ere de samme som ved Brændofret, dog ikke Duer, der vare for smaa til For- maalet, idet det charakteristiske ved dette Offer var dets Brug til et Maaltid for Herrens Ansigt. Her anvendtes ogsaa Hun­ dyr, medens Brændofret kræver de kraftigere, mere anselige Hanner. De indre, let afløselige Fed tdele1) tilligemed Nyrerne, og desuden af en vis Faareart den tunge Fedthale, brændtes paa A lteret; Brystet og den højre Kølle (piir) tilfaldt Præsterne efter en Ceremoni, hvorved de raktes frem mod Herren og til­ bage som Tegn paa Overgivelsen til ham og Tilbageleveringen fra ham. Det øvrige brugtes af de ofrende til et glad Maal­ tid med Slægt og Venner, Tjenestefolk og fattige (Deut. 12, 12), hvor Herren er Værten, idet Dyret fra først af er ind­ viet til ham (7, 11. 20). Navnet er nrn (eller hvert enkelt af disse to Led), hvis Betydning er temmelig omstridt. Mange oversætte det »Fredsoffer«, hvorpaa LXXs Oversættelse avnr- qiov eller dQrjvinr] tyder; det er et uklart Udtryk, der kan for- staas som et Offer, hvorved der bedes om Fred og Velfærd, eller som bringes i Fredsforhold til Gud; til Grund ligger ved denne Oversættelse dblÉ, velbeholden, og Velfærd, Fred.

J) »Kjødets Blomst« (Neumann); det fede ofte synonymt for Hebræerne med det bedste og kraftigste Gen. 4,4 . 45, 18. SI. 20,4. 22,30.