BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

et Menneske? Allerede det første Sted, hvor der tales om nrp3 (Gen. 8, 21), lyder den bibelske Beretning trods det realistiske i Billedet dog helt anderledes rent end den tilsvarende babylonske Syndflodsberetning, hvor det hedder: »Guderne lugtede Duften, Guderne lugtede den gode Duft. Guderne samlede sig ligesom Fluer over Ofrene«*). Selv i n. T. siger Paulus, at Christus hengav sig som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Duft, Ef. 5, 2. Nærmere herom hos Bähr 269 ff, Tholuck 74 ff. og Kleinert 453 ff. Den sidste gjør opmærksom paa, at Skuebrødene ved deres Navn nnb (Ex. 25, 30) skilles fra ¡næ» DH.b, og føjer til: »Der Sinn Gottes — um aus der kindlichen Auschau- ung herauszureden, die diesen Opfern zu Grunde liegt, — der bei dieser Gattung in Betracht kommt, ist nicht der Geschmack, nicht einmal der Geruch, sondern lediglich das Gesicht; das Bedürfnis kein physisches der Natur Gottes, sondern ein ethisches der Wahrnehmung Gottes«. G. T. giver ikke nogen Theori om O frene; de bestaa jo med Undtagelse af de egentlige Sonofre, som indførtes ved Moses, allerede forud for den sinaitiske Lovgivning; derimod bestemmes deres Ritus meget nøje og forskjellig, saa det er gjennem dens Billedsprog i Forening med Offerarternes Navne og Lovens hele Aand, at man maa finde Betydningen; dog er der ogsaa nogle vægtige Udsagn, netop om Soningen. De forskjellige Ofre beskrives samlede i Lev. 1—7; desuden findes spredte Bestemmelser hertil en Del Steder i Lev. og Num .; men af større Betydning end disse Tilføjelser ere de sær­ lige Ofre ved enkelte fremragende Lejligheder, nemlig Paaske- ofret i Æ gypten Ex. 12, Pagtsofret ved Sinai Ex. 24, Præsternes Indvielse sammesteds Lev. 8 og den aarlige Forsoningsdags Ofre Lev. 16. Hertil maa føjes Lev. 17, 11 om Blodets Betydning og Num. 15, 22—31 om Grænsen for Soningen.

■) A . Sayce, Talende Stene, 25 (Dsk. Udg. 1888).