BorchsKollegiums_1889

L. Glahn.

204

dette er Guds Nærværelses Sted i potenseret Grad (Ex. 20, 24), og med dem foregaar den daglige Gudstjeneste. Om dem har Sproget ogsaa et særligt Ord --¿ja, Ildoffer. Resultatet er der­ for, at ethvert Offer er Gave til Gud, men ikke omvendt, og at O f r e t i e g e n t l i g F o r s t a n d er: en Gave af noget, der er Menneskets nærmeste Ejendom, som bringes paa Alteret for helt eller delvis at fortæres af Ilden, hvorved den tilegnes Gud per­ sonlig. Ofret maa staa i saa nær Forbindelse med Mennesket, som muligt, og bringes saa nær til Gud, som muligt. Det for­ holder sig med Offerbegrebet som med sacramentum. Det al­ mindelige er at tage Ofret i den anførte, snevrere Betydning, f. Ex. Bahr 189, Kurtz 44, Oehler i Realencyklopådie 29, Dill- mann 376, Fairbairn 323 f., Kalisch 55. Om disse Ofre, und­ tagen Synd- og Skyldofre, bruges det dristige Udtryk »Guds Brød« rn rrb n w anb f. Ex. Lev. 3, n . 21, 6. Ez. 44, 7. Mal. 1, 7, og Offerduften kaldes »en velbehagelig Duft for Herren« fiiHT? ttrPD r p ^ saaledes Lev. 1, 9, ogsaa ved Synd- oirene enkeltvis Lev. 4, 31; det svarer til »til Velbehag for ham« (den ofrende) Lev. 1, 3, om hele Offerhandlingen, hvilket Udtryk bruges ved Brændofrene og Takofrene, ogsaa ved de hellige Gaver under ét (Ex. 28, 38), men ikke ved Son- ofrene, der »nur Begnadigung, noch nicht Gottes Wohlgefallen bewirkten« (Dillmann, 390). Hvor bogstavelig de to første Ud­ tryk skulle forstaas, afhænger af Gudsbegrebet. A t det hos hedenske Folk undertiden tages bogstavelig, er sandt, men selv hos dem er det ofte uegentligt; g. T. afviser ligefrem i SI. 50, 13. Es. 1, n den raa Forestilling, og allermindst kunde man i selve Loven vente eller forstaa saadanne Ting, da Udtrykkene tilmed paa ingen Maade undgaas, men findes mange Gange, og mon Ezechiel og Malachias have glemt, at Gud ikke er som

) Skuebrødene i det hellige brændes vel ikke selv, men staa paa Overgang til Ildofrene, lord i Røgelsen, hvormed de vare bestrøede, brændtes paa A lteret i det hellige Lev. 24, 7; jf. Dillmann, 379.