BorchsKollegiums_1889

Borchs kollegiums historie.

95

fyrretyve lod sølv, samt udrede sagens omkostninger. D e t var et hårdt slag, først efter 13 års forløb genvandt han sin ære og blev så p rokurator; til sidst døde han i a rm o d 1). T y v e r i e r og b e d r a g e r i e r hører til sjældenhederne blandt de studerende. D o g høres der jo om ældre studenters tyveri fra en døddrukken rus, og om en student Busse, at han havde taget bøger på universitetsbibliotheket, kradset mærkerne a f dem og sat andre i stedet, men underlig nok slap han med at betale skaden, og det blev ham forbudt under relegationsstraf nogensinde oftere at indfinde sig på b ib lio th e ke t2). F o r 1722 har jeg fundet, at en A n d e rsB e h r har g jo rt sig skyldig i falsk: han havde ladet noget try kk e uden tilladelse a f censor, det filo­ sofiske fakultets dekan (F rø lund ), og for at kunne dette havde han efterlignet hans håndskrift, men slap med 6 rdl.s bøde og med at bede professoren om forladelse3). — Borchs kollegium har im idlertid et hæsligt bedrageri at opvise, hvis offer var en student med et meget berøm t navn. E n theolog, ChristofferPedersen f r a B a l l u m (Balgumensis), der havde en Ripenserplads på kollegiet, narrede sin fætter, den yngre Ripenser Hans A d o lf Brorson, til at give ham 23 rdl. »under pretext at hand for dend discretion vilde skaffe Brorson platz i Collegio Mediceo«. D a Brorson var bleven alumnus, kom sagen op, og efter eforus’ forslag dømte Konsistorium , at Christoffer Pedersen for bedrag og løgn skulde have sin plads fo rb ru d t4). — Enten bedrageri eller i alt fald uforsvarlig skødesløshed med andres ejendom er blevet udvist a f Fredrik Lysholm , denne volsomme alumnus, der efter et begået overfald rejste fra kollegiet. H an havde nemlig lånt bøger fra Valkendorfs kollegium uden at give dem til­ bage. Inspektoren F riis, der havde lånt ham dem, bad om 9 Bloch, Fynske gejstligh. I 831 f. Kirstine S. ægtede Hvids eftermand, der dristede sig at aflægge præsteeden, efter bispens mening dog ikke med frelst samvittighed. Aret efter døde han, så K. S. fik ikke megen glæde af kaldet (F iiis 416 f.) Kons. retspr. 17. Juli 1697. 3) Smstds 2 1. Nov. 1722. 4) A. C. 21. Marts 17 16 .