BispebjergHospital_1913-38

2 4 0

tige Diagnose kun stillet hos 5 Ptt. før Operationen og kun hos 1 Patient omtales en enkelt Diastaseundersøgelse. Winsløw er den første, som her i Landet har gjort opmærksom paa Wohlgemuths Reaktion (i en Oversigtsartikel i 1918 ), medens Permin synes at være den første ( 1922 ), der har offentliggjort et Tilfælde af en Lidelse i Pankreas (suppurerende Cyste) med patolo­ gisk Diastasuri. Først efter at Fabricius-Møller i 1926 havde gjort Rede for sin Modifikation a f Wohlgemuths Reaktion, synes den at have faaet almindelig Anvendelse her i Landet. Naar det har varet saa længe før Wohlgemuths Metode er trængt igennem, skyldes det blandt andet, at den oprindelige Metode var langvarig og besværlig. E t Forhold som Wohlgemuth selv har raadet Bod paa ved senere Modifikationer, ligesom Fabricius-Møller ved sin Modifikation har skabt en let og praktisk anvendelig Metode. En manglende Forstaaelse for Reaktionens Begrænsning har dog sik­ kert ogsaa bragt den i Miskredit og forhalet den Udbredelse, som den utvivlsomt fortjener. For at gøre nærmere Rede for dette sidste Forhold er det nødven­ digt at omtale de enkelte Grupper af Pankreassygdomme for sig og jeg skal her indskrænke mig til de forannævnte Hovedgrupper og undlade Omtalen af sjældnere Lidelser. Først maa jeg imidlertid omtale Grænsen for de normale Værdier. Wohlgemuths Talrække til Angivelse af Antallet a f Diastaseenheder omfatter Værdierne 16 — 32 — 64 — 128 — 256 — 512 — 1024—2048 o.s.v. Fabricius-Møllers Talrække omfatter Værdierne 150 — 200 — 300 — 400 — 600—1200 og svarer numerisk til Wohlgemuths Tal, saaledes at de to Metoder kan sammenlignes direkte {Fabricius-Møller). Opfat­ telsen af Grænsen for de normale Værdier varierer stærkt, hvilket tildels beror paa, at de forskellige Forfattere ikke anvender samme Aflæsningsmaade. Bortset herfra har der været en Tendens til, efter- haanden som Antallet af Kontrolundersøgelser er vokset og E r­ faringerne tiltaget at hæve Grænsen for de normale Værdier. B landt de Undersøgelser, som i de senere A ar er gaaet u d p aa a t bestemm e denne Grænse, m aa særlig fremhæves Skoogs (Wohlgemuths Metode) og Fo­ geds {Fabricius-Møllers Modifikation) om fattende A rbejder. Medens Wohlge­ muth angav 64 som den øverste Grænse for det norm ale ved sin modificerede Metode, fand t Skoog (1930) ved Undersøgelse af 296 »pankreassunde« Menne­ sker, a t først Værdier p aa 256 kunde betragtes som patologiske. Fabricius- Møller fandt ved Undersøgelse af 200 pankreassunde altid D iastasetallet m indre end 150. D et samme fandt Mikkelsen (200 Tilf.) og Gørtz (100 Tilf.). Derimod fan dt Foged (1931) p aa G rundlag af 3700 D iastaseundersøgelser hos ca. 1100 form entlig pankreassunde Mennesker D iastasekoncentrationens m axim ale N or­ m alvæ rdi til 200 og hos P atien ter m ed akute eller kroniske Abdom inallidelser kan først Værdier over 300 betragtes som et sikkert Tegn paa Pankreaslidelse. Medens Meningerne tidligere har været noget delte om Diastase­ reaktionens Værdi som Diagnosticum, er det nu den almindelige Op-