AndersSandøeØrsted

74

T I D E N T I L 1 8 1 3 og ubetingede Krav om Sanddruhed i Retsforhold, der ogsaa viste sig i hans stærke Fordømmelse af Menedsforbrydelsen, at han havde Tilbøjelighed til at udstrække Brugen af Benægtelsesed ud­ over borgerlige Sagers Omraade. I Voteringer af 31. Aug. og 7. Sept. 1805 gennemførte han saaledes at paalægge en Skipper Be­ nægtelsesed i en Bødesag, der drejede sig om, at han ikke havde standset sit Fartøj efter Ordre fra Karantænevæsenets Baad. Under Votering i Højesteret den 29. Juli 1812 vilde han ligeledes i en Bødesag om Vold, hvor der forelaa nogen Bestyrkelse af Sigtel­ sen, paalægge Tiltalte Benægtelsesed, men dette fandt ikke Tilslut­ ning, og det fremgik i hvert Fald af Voteringen, at Højesteret var yderst utilbøjelig til at anvende Ed i slige Sager. I Dom af 25. Sept. 1809 fastslaar Ørsted, at der ved offentlige Dokumenter ikke behøvedes det i Reglen ved Ed førte Ægthedsbevis, idet der her kunde opstilles Formodning om Ægthed. Indenfor Rammen af den legale Bevisordning maatte den inter­ esserede Dommers Opgave være i størst muligt Omfang at bringe de reelle Bevismomenter til Gyldighed. I denne Retning peger Ør­ steds, senere stadfæstede, Dom af 21. Januar 1806, hvori det sta­ tueredes, at den saaredes Angivelse af Gerningsmanden til Volds­ handlingen, selv om han ikke føres som Vidne og uanset om han som i D. L. 6-6-15 forudsat bukker under for Livsfaren, staar ved Siden af en Vidneforklaring. Ligeledes hans Dom af 13. Februar 1809, der antager et Vidnebevis gyldig tilvejebragt ved flere Vid­ ners overensstemmende Forklaringer, ihvorvel Vidnerne til forskel­ lig Tid og paa forskellig Maade er kommen til Kundskab om Sa­ gen, hvilket ikke kunde svække Værdien af det ved deres Forkla­ ringer frembragte Bevis. I Dom af 26. Nov. 1810 fik han statueret, at Politibetjente maa nyde fuld Troværdighed som Vidner, uagtet de forklarer om Fornærmelser mod dem selv i deres Stilling. Skønt det var langtfra, at han indenfor Retterne var at anse som en Re­ formator af Bevisbyrdebehandlingen, idet han tvertimod nærmest kun tilegnede sig, hvad der i Forvejen praktiseredes, saa ydede han dog den Indsats hyppig i sine Domsaffattelser at gøre omhyg­ gelig Rede for de Retshensyn, der førte til at lægge Bevisbyrden paa den ene eller den anden Maade mellem Parterne, jfr. Domme af 20. Nov. 1802, 26. Maj og 17. Sept. 1804, 15. Juni 1805 og 5. Januar 1807. Lignende Bemærkninger om Ørsteds Stilling til