AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 3 5 185 paa udtrykkelige skrevne Lovforskrifter men paa den sunde For­ nuft skønt just ikke paa rene filosofiske Grundsætninger, der her vistnok forlader os, hvorimod Menneskekundskab og Psykologi ved Siden af rigtig Indsigt i Retsforholdenes praktiske Natur maa lede den lovkyndige.“ Fortolkningens Maal er at finde Lovgiverens Mening. Der skel­ nes mellem videre og snævrere samt udvidende og indskrænkende Fortolkning. Den ældre Lære, at Paavisningen af, at visse af Lo­ vens Grunde ikke overalt var anvendelige, var tilstrækkelig til at indskrænke Anvendelsen, tog Ørsted bestemt Afstand fra. At sy­ stematisere Fortolkningsoperationerne er dog næppe Ørsteds Ho­ vedinteresse, men hans alsidige Betragtning og sikre Skønsomhed viser sig intetsteds tydeligere end i de specielle vejledende Regler for Lovfortolkningen — 29 i Tallet — hvormed han slutter sin Fremstilling. Naar Ørsted paa det foran S. 183— 84 anførte Sted kun omtaler sine Erfaringer som Embedsmand og egen Eftertanke som den Bal­ last, hvormed han gik til sine Fortolkninger — og hele hans Forfat­ tervirksomhed staar som F. C. Bornemann fremhævede, Sml. Skr. V S. 4 ff., i Lovfortolkningens, Eksegesens Tegn — saa kunde han ogsaa uden Pral have fremhævet sine enestaaende Kundskaber i fremmed moderne Ret, hvor de andre Jurister kun havde et no­ genlunde Kendskab til Romerretten. Den fremmede med filosofisk Almengyldighed foredragne Videnskab forsynede ham med en Mængde Impulser ogsaa til Overvejelser for vore Forhold og det saa meget mere, som Bestræbelserne for at kodificere i dette Tids­ rum var stærkt fremme. I Preussen var Landretten givet i 1794, den østrigske alm. borgerlige Lovbog kom 1811. Nye Straffelove og Straffeproceslove gaves i 1803 i Østrig, i 1805 i Preussen, i 1813 i Bayern, i 1814 i Oldenburg. Særlig i Bayern fremkaldte Rege­ ringen et stort Reformarbejde hvortil Kleinschrods, Feuerbachs og Gonners Navne er knyttet. Ørsted var dog for kritisk til at ville overføre Resultaterne til vore Forhold og vogtede sig for at lade fremmede Synsmaader faa Indflydelse i Fortolkningen af vor Ret. Ørsted havde ikke sine Forgængeres Betænkelighed ved at aner­ kende Sæ dvaners Retskraft dels gaaende ud fra Betragtningen, at de kan være ældre end Loven, dels fordi de kan være forudsatte, tolererede eller senere udtrykkelig godkendt af Loven. Ved B illig