AandssvageanstaltenGamleBakkehus_1855-1905

Par Menneskaldre siden. Man havde den Gang lige saa lidt tænkt paa Muligheden af en planmæssig Helbredelse af de afsindige, som indtil for faa Aar siden paa Muligheden af Idioternes Udvikling gennem en principmæssig fysisk og moralsk Opdragelse; og dog viste P in el, at Afsindigheden ofte er en helbredelig Sygdom, ligesom S e g u i n har godt­ gjort Idioternes Opdragelighed. Det varede længe, inden Samfundet ret levende blev sig sine Forpligtelser overfor de afsindige bevidst; og som vi har set, er en saadan Bevidsthed ogsaa med Hensyn til Idioterne endnu langt fra at være trængt igennem; men ligesom det egentlig var Opkomsten af større og velindrettede Daareanstalter, der lod det blive indlysende, hvor meget der hidtil havde været forsømt mod hine, saaledes er der vel heller ingen Spørgsmaal om, at hvad man skylder disse vil gøre sig gældende, naar de allerede oprettede Idiotasyler har faaet fastere Fod og kan forelægge bestemtere Resultater; og den Tid vil da upaatvivlelig komme, da Idiotasyler vil udgøre et lige saa væsentligt Led i de offentlige Sund­ heds- og Velgørenhedsforanstaltninger som Asyler for sindssyge, Døvstumme- og Blindeinstituter.« I Slutningen af sin Afhandling drager Dr. Selrner med sædvanlig Klarhed et Par Grænselinier, idet han fo r det første, med al Anerkendelse af den betydelige Fortjeneste, som Ikke-Læger som S e g u i n og S a e g e r t har indlagt sig af de aandssvages Sag, og med Indrøm­ melse af, at selv Lægerne uden Opdragelseskunstens Hjælp intet kan udrette for Idioterne, hævder , at de t t e Om r a a d e d o g maa f o r b e h o l d e s Læ g e v i d e n ­ s kaben , og f o r det a nd e t vi s er, at I d i o t e r n e s B e h a n d l i n g — lige saa lidt, som den bør blive en blot Humanitets- og Opdragelsessag — h e l l e r i kke hø r e r h j e mm e i S i n d s s y g e a n s t a l t e r n e , da disse har en helt forskellig Opgave. Hvorefter han konklu­ derer til » Sær e g n e I d i o t a s y l e r « .