AandssvageanstaltenGamleBakkehus_1855-1905

IO

paalidelige Kriterium paa Uhelbredelighed *) er mislyk­ kede Behandlingsforsøg, naar disse har været fortsatte i tilstrækkelig lang Tid, paa passende Maade og under heldige ydre Betingelser. S. skitserer dernæst — nærmest efter Seguin — , hvorledes Idioten bør behandles og opdrages, og han lægger stærk Vægt paa, at Behandlingen paabe­ gyndes lige saa tidlig, som Idiotien er erkendt, selv i de allerførste Leveaar. — I den Oversigt og Vurdering af, hvad der indtil 1850 er gjort i Europa og Amerika, giver han de to Ikke-Læger S e g u i n i Paris og S a e g e r t i Berlin Æren for saavel ved deres praktiske, ihærdige Arbejde som ved deres Skrifter at have bidraget mest til at kaste Lys over og vække Opmærksomhed for Aands- svagesagen. Og han kommer til det Resultat, at »om end de fleste af Asylerne rundt om i Europa har bestaaet for kort til, at man med Bestemthed kan be­ dømme Udbyttet af deres Virksomhed, saa er det dog udenfor al Tvivl, at Idiotismen, meget langt fra at være en Tilstand, der er afskaaren fra anden Hjælp end den palliative, som Velgørenheden formaar at yde, i Virke­ ligheden levner de allerfleste af dens O flere saa megen Perfektibilitet, at det lønner Umagen at dyrke denne jordbund, som man hidtil har anset for aldeles ufrugtbar«. . . . »Og naar man betænker den forholdsvis korte Tid, der er hengaaet, siden man overhovedet begyndte at dyrke den, er man vel berettiget til at nære det Haab, at hvad der nu kun sker stykkevis og ufuldkomment, med Tiden vil lade sig udføre efter en Maalestok, som vil udjævne det Misforhold, der endnu maaske kan synes at være mellem Anstrengelsernes Størrelse og Omfanget af det, som opnaas. Man kan ikke afvise Analogien mellem dette Anliggende og Daarevæsenets Stilling for et

*) eller »U opdragelighed«, et Udtryk, som S. var ædruelig og klartseende nok til at bruge, om ikke i Stedet for, saa dog afveks- ende med »Uhelbredelighed«,