591744488

nu nærmest er paa Landboernes Side. Set fra et Landbostandpunkt er København nu tilbage i Udvik­ lingen, siden den ikke, paa Trods af dens mange forskellige Undervisningsanstalter, har taget den Skole i Brug, der i Virkeligheden har været Landets Løftestang. Man er ikke langt fra at have lidt Med­ lidenhed med den københavnske Befolkning, der ikke har Adgang til samme Skoleliv og Samliv paa Skolen som Landboerne. At flere behjertede Mænd i Tidens Løb, ja saa at sige lige fra Højskolens Be­ gyndelse, har forsøgt, i det hele og store uden Held, at paanøde Københavnerne Højskolen, forringer ikke Indtrykket af Københavns Underlegenhed. Men Tiden til, at København faar sin Højskole, er kommet, Skolens Grundvold er i Virkeligheden lagt, dens Plan prøvet, Interessen for den er vakt i vide Kredse. Men der mangler endnu — — Ja, der mangler en Mand. Ikke Manden der kan lede Skolen, thi allerede i 26 Aar har han virket midt i Hjertet af København, og paa hans Arbejde maa der bygges, paa hans Erfaringer, paa hans, Johan Borups Navn — men der mangler en Mand, som har Vilje til at bygge med paa Fremtidens Dan­ mark, længe efter at han selv hører Fortiden til, og som har Evner dertil. I Bondekredse samles der ind til en saadan køben­ havnsk Højskoles Oprettelse, og et Ironiens Spil vilde det unægtelig være, hvis København fik sin Højskole forærende af Bondestanden. Imidlertid vilde det maaske trække for længe ud, hvis den nød-