591744488

kun faa, der interesserer sig for dem. De føler sig i Vrimlen som Vandrere over uendelige Flader. Til den ene Side lokker Stenørkenens Fata-Morgana’er, og mange fortaber sig i disse Syn og vansmægter som Karavaneryttere. Kun faa er Oaserne for dem. En saadan Oase har Borups Skole været gennem alle 30 Aar for unge tilrejsende fra Landet. Selv de, der rent tilfældigt kom hen i Lokalerne paa Nørrevold og overværede en Time, syntes straks om dette Fre­ dens Sted, hvad man ser af en Artikel, skrevet til »Fyns Tidende« under Mærket X: »Det var den Dag, Hostrup blev begravet. Kisten var sænket i Jorden paa Frederiksberg Kirkegaard, de sidste Ord var talte, den sidste Salme sunget, og Følget skiltes, mens Regnen dryssede fra lave Skyer. Jeg gik gennem Alleen tilbage til Byen. Det skum­ rede. Hvor skulde jeg tilbringe Aftenen? Jeg var i en mild vemodig Stemning ved at tænke paa det rige skønne Menneskeliv, der nu var afsluttet. En Ven foreslog mig at gaa med hen og se en ny Skole af en ret ejendommelig Art, der forrige Vinter var begyndt ude paa Nørrevoldgade. Vi kom igennem en oplyst Port, ad en bred Trappe op i en stor Forstue, hvor en Mængde Herrer og Damer stod og tog Overtøjet af. Derfra ind i en af de fire Foredragsstuer, hvor Stoleraderne allerede næsten var optagne. Det var vel mest unge Menne­ sker og rimeligvis af forskellig Stand. Jeg hørte bag­ efter, at en Grevinde havde siddet ved Siden af en Skomagersvend. Der var noget hyggeligt og fortro