591169041

hver 5 Minutter til Raadighed. Imidlertid fandtes der mellem disse nogle af Nordens mest ansete Skolemænd — deriblandt Overlærer Nikolajsen, Kristiania, og Folkeskolelærer Fridtjuv Berg (Sverrigs senere Undervisnings­ minister), Stockholm — , saa Protesten kom godt frem. Borgmester Dybdal havde paa Embedsvegne at anbefale Kommissions­ forslaget i Borgerrepræsentationen. Han gjorde det som en ivrig Tilhænger af det forelagte Delingssystem. »Er dette Folkeskolens Enhed?« ytrede han. »Nej, hvis man derved tænker sig en Ordning, hvorved man fast- slaar, at Børnene skal betragtes og behandles som »en forskelsløs Masse« (!), saa er det jkke Folkeskolens Enhed, saa er det lige det modsatte.« Men hvad Skoledirektionen vilde, var ikke den »forskelsløse Masse«, men en Undervisning, der gav hvert enkelt Barn, hvad det behøvede. Tilsyneladende ser dette overmaade tiltalende ud. Men kun en Over­ fladebetragtning tror paa Virkeliggørelsen af disse Idealer. Man har ganske vist set det heldige i Sondring ved Udskillelsen af aandssvage og »Sinker«. Man vil nu gaa et Skridt videre; men man har overset, at den særegne Ensartethed — de mer eller mindre manglende Evner, der er fælles for disse i sjælelig Henseende defekte Børn, og derfor kræver en særegen Undervisning — er ikke til Stede for normale Børn. Hvorledes vil Ensartetheden i Elevsammensætningen af B-Klassens Børn være? Hvilke Børn skal henvises til B-Klassen? De, der ikke kan følge med, altsaa de svagtbegavede, dovne, forsømte og undertiden tillige fordærvede samt legemlige forhutlede, overbebyrdede Børn, og endelig enkelte normalt udrustede, som ved uundgaaelige Fejltagelser kommer med. Hvad mener disse sidstes Forældre om. et saadant Kammeratskab. Vi vil alle indrømme Borgmesteren, at denne Samling er ikke »en for­ skelsløs Masse«. Her er Forskelligheder, vistnok i langt rigeligere Maal end han har tænkt paa. Men kun faa vil indrømme, at Skoledirektionen her kan give ethvert Barn, hvad det behøver. Vil et saadant Kammeratskab virke til gensidig Udvikling? De dumme, der saa let lader sig paavirke af, hvad (der er nærmest ved Haanden, vil udsættes for umoralsk Paavirkning. Den dovne vil næppe komme til at se ret megen Flid, som kan opildne ham til Arbejdsomhed og Ihærdighed. Slubberten vil heller ikke opflammes af den dumme og dovne. Han er den første overlegen i Intelligens, den sidste i Viljekraft og vil derfor i Regelen gaa af med Sejren, bliver Klassens Fører og vil da danne Slubberter i rigt Maal. Som Forudsætningen, Ensartethed, bristede, maa Resultaterne uund- gaaelig blive mislykkede. Dog selv om man var i Stand til at udskille lutter dumme, maatte Resultatet dog blive tarveligt. Naar saadan en Flok kommer til at sidde Side om Side, eftergør de meget let hverandres Fejl. Det bliver en evig Stampen paa Stedet. Der mangler Førere, som i Kraft af Begavelse og Vilje kan sætte Fart og ægge til Anspændelse.