591169041

DENOFFENTLIGE BYSKOLES VEJE OGMAAL

MED SÆRLIGT HENBLIK PAA KØBENHAVN.

H> C H R . JO H AN N E SSEN . ■ >° VICE1NSPEKTØR VED KØBENHAVNS KOMMUNESKOLE.

! . ’

K Ø B E N H A V N . DE SOCIALDEMOKRATISKE DISKUSSIONSKLUBBER. FR. WEISS’ BOGTRYKKERI. 1906.

INDHOLD.

, . Side I. Indledende Bemærkninger......................... ......................................................' 4 II. Elevernes Sondring efter E vn er.........................'. . . '....................................... 6 III. Historiske Bemærkninger om Elevernes Sondring................. 12 IV. Skolens Mangler ................................................. 14 V. Afhjælpning af Skolens Mangler.......................... 17 VI. Sociale Hindringer og disses Afhjælpning................. 2$ VII. Folkeskolen og Privatskolen ................................................... 28 VIII. Folkeskolen med Mellemskole- og Realundervisning...................... . , 3 2 UX. Mellemskole- og Realdannelse som Folkeskolens Overbygning .............. 35

Pi D a der nu med Nødvendighed med det allerførste maa gøres Alvor af at omordne den københavnske Folkeskole paa væsentlige Omraader, saa at den bringes i Overensstemmelse med Tidens Fordring, og da der ogsaa i Provinserne er Røre angaaende nye Skoleformer, har jeg ment , at de Tanker, for hvilke jeg har gjort mig til Talsmand blandt Kolleger, muligvis kunde gøre noget Gavn ved at frem­ komme paa en saadan Maade, at de blev let tilgængelige ikke blot for Kaldsfæller, men ogsaa for alle skoleinteresserede. Det er mit Haab, at Indhold og Form maa gøre det muligt ogsaa for Ikkefagmænd at vinde Forstaaelse af nogle af de vig­ tigste Skolespørgsmaal. Man kan med Rette bebrejde mig, at visse Dele af dette Arbejde er for kortfattet behandlet til at give udførlig Besked. Det er sket for at gøre det saa billigt, at det ogsaa kan finde Indgang i Arbejderkredse. Det er dem, der hovedsagelig befolker Kommuneskolen. For dem er dens Højnelse en Livs­ betingelse. Det er derfor baade rimeligt og ønskeligt, at de lever med i dens Ud­ viklingsbevægelser og om muligt lægger deres Lod i Vægtskaalen til en heldig Løs­ ning sammen med de selvskrevne Faktorer. Disse er for København: Skoledirek­ tionen, bestaaende af Overprdesidenten, Stiftsprovsten og Borgermesteren for første Afdeling. Til Hjælp har den en Direktør og to Vicedirektører. Den anden Faktor er Magistraten, den tredje Borgerrepræsentationen. Paa Frederiksberg er det Skole­ kommissionen og Kommunalbestyrelsen, og i Provinserne de stedlige Skolekommis­ sioner og Byraad. , , , ■ Men mere end disse Myndigheder er det dog Lærerstanden, hvis Ord maa have størst Vægt. Det er den, der ved sin daglige Erfaring bedst kender den nu - værende . Skoles Mangel og Brøst, ligesom den ved Erfaring og teoretisk faglig ’ Viden samt ved Impulsen fra Hjem og Samfundskredse sikkert nok har de største Betingelser for at afstikke nye Veje og Maal, der kan bære vor Skole og derved vort Samfund fremad. . . ' Kan dette Skrift bidrage hertil, vil dét glæde , . , FORFATTEREN .

i

*

i

I. Indledende Bemærkninger. I samme Grad som vi kan fuldkommengøre Opdragelsen, forædler vi Mennesket og gør dette og Samfundet lykkeligere; men jo mere sammensat og rastløst virkende dette er, desto vanskeligere bliver Opgaven. I vore Dage og navnlig i Storbyer er det vel den vanskeligste, vi har at løse, hvis det skal ske paa fyldestgørende Maade. Herbert Spencer klager derfor med Rette i en af sine Afhandlinger over, at Folk i meget ringe Grad har Sans og Interesse for deres Børns Opdragelse og Undervisning, at de derimod er i høj Grad interesserede i de mindre betydningsfulde Opgaver: Markens Dyrkning og Kvægets Opdrætning, at ved Sammenkomster drejer Samtalen sig sjældent om det første, men i stor Udstrækning om det sidste. Mange Steder er det endnu sftiaat bevendt med Opdragelsestankerne, men kunde han se, hvorledes de pædagogiske Veje, han har banet, nu befares af Skarer, ikke mindst fra Arbejderkredse, da vilde hans tænksomme Øjne lyse. Det er jo da kun en Naturens Lov, der gør sig gældende, naar Forældre med størst mulig Omhu søger at give deres Børn en saa god Opdragelse og Kundskabsfylde, at den kan staa som et fast og varigt Grundlag for senere Livsførelse. De Forældre, der formaar det, har faaet en af Livets store Lykkegaver. Men alt for ofte desværre tager Kampen for Udkommet Forældrene saaledes fangen, at Interessen for Børnene træder i Baggrunden. Der er andre Hjem, hvor. Sygdom og Nød regerer, eller hvor Lasten har slaaet saa stærke Rødder, at al sund Barnevækst kvæles. Der er endvidere / Børn uden Hjem. De blev til i Haab og Trp paa Fremtiden; men Moderen kom til at staa alene. Hun magter i Almindelighed ikke, Opgaven at er­ nære, langt mindre at opdrage dem. I alle disse ulykkelige Forhold, hvor Forældrene ikke selv magter Opdragergerningen, maa Samfundet træde hjælpende til eller endog overtage Forældrepligt og Ansvar. Ethvert Barn er nemlig, en Samfundskapital. Det gælder om at denne .bliver vel forvaltet, thi ellers formindskes eller tilintetgøres Værdien; og saa vil Barnet som voksen give Samfundet Tab i Stedet for Gevinst. Et husholderisk Samfund har ikke Raad til at stille sig ligegyldig over for Ødelæggelsen af Barneliv. •'

4 -

-

<

' Som Samfundet har Ret til Barnet, har Barnet moralsk Ret at gøre gældende over for Samfundet. Dette i Forening med Forældre skal være Barnets og den unges Vogter og Leder fra dets Fødsel indtil den Alder, da det selv kan staa til Ansvar for sine Handlinger. Alle Børn, selv de fattigste, bør opdrages som Børn af Borgere i jævne Kaar, ikke som mer eller mindre Proletarbørn. Der maa oprettes offentlige Hjem for spæde Børn, der intet Hjem har til Beskyttelse mod alle de Sygdomme, ofte med paafølgende Død, der truer denne Alder. Saadanne Hjem vil tillige være en Trøst og Lindring for Moderen, der lit er drevet i Ulykke af Frygt for Barnets Forsørgelse. Der maa være tilstrækkelig Vuggestuer for Børn til 2 Aars og Asyler indtil 4 Aars Alderen, saaledes at de kan være under omsorgsfuld Varetægt, medens Moderen er paa Arbejde. Disse Samfundsopgaver skal jeg ikke komme nærmere ind paa i dette, Arbejde, der nærmest tager Sigte paa en planmæssig Skoleopdragelse. Denne kan iværksættes fra Barnets 4. Aar i offentlige Lege- og Sanseskoler, knyt­ tede til Folkeskolen. _____ ______ I København og paa Frederiksberg har Kommuneskolen eller Folke­ skolen i Aarenes Løb i høj Grad og med Rette vundet Forældrenes, ja alle Borgeres Forstaaelse. For 20— 25 Aar siden var det langt fra ualmindeligt, at Forældrene betragtede Skolen som en Plageanstalt, og mange gjorde sig ingen Sam­ vittighed af at stille sig paa Kant med den, holdt Børnene hjemme, efter Forgodtbefindende og støttede Skulkeri og Dovenskab. Af saadanne Hjem findes nu et rent forsvindende Tal. Vi har endnu forsømmende Børn, men Forsømmeligheden skyldes ikke Forældrenes Trods mod Skolen. De vilde være glade ved Børnenes gode Opførsel og Dygtighed, men vil ikke betale Glæden ved Delagtighed i Arbejdet. De er som oftest i Øjeblikket meget ulykkelige over Børnenes umoralske Vandel, men lader staa til her som over alt i Livet. Letsindighed er traadt i Stedet for Pligt. Alt i alt er dette dog Undtagelser. Den store Hovedpart tager sig af deres Børn, mange endog med rørende Omsorg, vil deres Vel og ser med Anerkendelse paa Skolens Arbejde, der i Tidernes Løb ogsaa er kommet til at omfatte— om end i det smaa — adskillige social-pædagogiske Opgaver til Gavn for Børn og Hjælp for Forældre. For en Del Aar siden var Børnene anderledes pjaltede og klædte i til­ fældige Klædningsstykker end nu, skønt mange Friskolebørn endnu i høj Grad mangler det nødvendige. De sociale Forhold er da ogsaa en Del forandrede. Arbejdslønnen er øget, i mange Tilfælde til det dobbelte, hvad der kommer Hjemmene og derigennem Børnene tilgode. Bespisningen paa Skolen i de tre strenge Vintermaaneder af hjælper en Del Nød. Træsko­ forsyningen gør det muligt for de fleste Børn at have tørre Fødder og # - 5 -

hindrer derved megen Sygdom. Skolelægerne gør ogsaa Nytte. Bad- ' ning ved adskillige Skoler befordrer Sundheden. Fortsættelsesasylerne yder ogsaa Skolerne Støtte. Alt dette viser, at Skolens ydre Kaar er bedrede ' betydeligt i de sidste 2 5 Aar; men uhyre meget staar tilbage, før det køben­ havnske Skolevæsen er fuldt ud tidssvarende. For 20— 30 Aar siden rekruteredes Kommuneskolerne i København, paa Frederiksberg og de fleste Provinsbyer udelukkende af Arbejderbefolk­ ningen. Saaledes er det ikke længer. Ogsaa en stor Del af Mellemstanden benytter nu Kommuneskolen. Hvor stor Forskydningen er over mod denne i København ses af, at medens 42,8 pCt. i 1844 søgte den, var Procenten i 1899 vokset til 76,4. En Del af Mellemstanden og navnlig de højere Sam­ fundslag sender endnu fortrinsvis deres Børn i de private Latin- og Real­ skoler. Bestræbelserne bør gaa u(J paa at faa alle Samfundsklassers Børn samlede i Kommuneskolen. Dette sker først, naar dens Opdragelses- og Undervisningsmidler og Maal anerkendes som det bedste, der findes. Det bliver Borgerrepræsentationens og Skolemændenes (Fællesopgave at iværk­ sætte denne fornødne Højnelse. Den nuværende københavnske Skoleordning og Undervisningsplan hviler i sine Grundprinciper paa Skolereformen af 1876. Det var et ganske over­ ordentlig dygtigt Arbejde med mange fortrinlige pædagogiske Grundregler. Det førte et vældigt Skridt fremad, vistnok saa stort som det den Gang var muligt at naa. Man har senere søgt at forbedre lidt ved Undervisnings­ planen, men Forbedringerne har i visse Henseender været af tvivlsom Art. Men efter 30 Aars Forløb trænger vi selvfølgelig i paatrængende Grad til at reformere dette Skolevæsen i Overensstemmelse med Tidens Udvik­ ling og Krav og til at faa adskillige Skavanker udryddede, som i Tidens Løb har sneget sig ind. En Omordning af Skoleplanen har allerede staaet paa Dagsordenen i en Aarrække. I Efteraaret 1900 sammentraadte under Forsæde af Skoledirektør, Professor Bauditz og sammen med Vicedirektørerne Dr. Bang og Rolsted en Kommission, bestaaende af 5 Inspektører, 5 Lærere og 5 Lærerinder med »det Hverv at afgive Betænkning om eventuelle Forandringer i den nugældende Undervisningsplan.« I to Aar var Kommissionen samlet. Den holdt ikke mindre end 44 Møder. Den daterede Betænkningen den 18. September 19 0 2 ; men Offentliggørelsen kom først 1904. 1 Betænkningen hedder det: »Kommissionens Medlemmer har gennem det daglige Skolearbejde stadig maattet gøre den Erfaring, at den Undervis­ ningsplan, der nu følges, paa mange Punkter stiller for store Fordringer \ II. Elevernes Sondring efter Evner.

6 -

-

til de Evner, som Flertallet af Børnene er i Besiddelse a f.. . . Hos et Mindre­ tal af Børnene fandtes en saadan Begavelse og saadanne hjemlige Forhold, at de kunde gennemgaa Skolens Klasser. Men 61 pCt. af Drengene og 65 pCt. af Pigerne blev Oversiddere en eller flere Gange.« Den Afhjælpning af den altfor svære Undervisningsplan, der laa lige for, var selvfølgelig at gøre den lettere. I Stedet for at følge denne simple og naturlige Vej, vilde Kommissionen forsøge noget »helt nyt«, nemlig en Liniedeling paa langs af Skolen efter Børnenes »Undervisningsbetingelser«. Der var stor Strid om, hvorledes den skulde iværksættes. Der fremkom 4 Forslag. Det daarligste blev valgt. Efter dette skulde der oprettes A- Klasser for de to Tredjedele af Børnene, der var bedst begavede og kom fra de bedste Hjem, og B-Klasser for den ene Tredjedel tarveligst begavede og fra daarlige Hjem. > Sondringen skulde ske med Begyndelsen af det 4. Skoleaar efter nær­ mere fastsatte Regler. ’ To af Lærerne i Kommissionen vilde i Overensstemmelse med Kom- munelærérforeningens Anskuelser og tagne Standpunkt slet ingen Deling. Ikke des mindre blev den ene af dem senere en af Delingens ivrigste Tals­ mænd. I det hele synes Kommissionen paa dette Punkt at have manglet et klarlagt, vel afvejet Standpunkt. Resultatet synes et Kompromis af meget forskelligartede Meninger, der efter meget at dømme selv inden for Dele af Kommissionen kun havde ringe Kurs som pædagogisk Værdi­ papir. Skoledirektionen modtog Forslaget med megen Anerkendelse og sendte det synlig imponeret med varm Anbefaling til Magistraten som »noget afgjort nyt, der i første Øjeblik næsten virker overraskende, fordi det- til en vis Grad bryder med de tilvante Forestillinger om Kommune­ skolens absolute Enhed.« Den var overtydet om »Sondringens Nødven­ dighed«. \Magistraten sendte embedsmæssigt Forslaget til Borgerrepræsentationen. Her hørte Rosep op. Herman Trier underkastede det, om end paa meget hensynsfuld og human Maade, en indgaaende og haard Kritik. En i sin Form langt skarpere Dom blev fældet af Borgbjerg. En ubetinget Tilslut­ ning fik Forslaget ikke fra nogen Side. Forslaget hviler endnu i Udvalget. I Pressen vakte det baade inden og efter Behandlingen i Borgerrepræ­ sentationen en Storm af Uvilje og Protest, og i de faglige Foreninger fik det en saa kritisk Modtagelse fra mange Sider, som kun sjælden bliver noget Forslag til Del. Hermed kunde man fristes til at tro, at Delingsspørgsmaalet var et overvundet Stadium. Ingenlunde! Et Forslag, der som dette bæres oppe af Skolens øverste Autoriteter med de til dens Raadighed staaende Midler, er vanskeligt at bekæmpe. Det var i saa Henseende betegnende, at ved det nordiske Skolemøde i Fjor var der ikke mindre end tre indledende Foredrag for Delingstankens Realisation. Modstanderne deraf havde kun 0 - 7 -

hver 5 Minutter til Raadighed. Imidlertid fandtes der mellem disse nogle af Nordens mest ansete Skolemænd — deriblandt Overlærer Nikolajsen, Kristiania, og Folkeskolelærer Fridtjuv Berg (Sverrigs senere Undervisnings­ minister), Stockholm — , saa Protesten kom godt frem. Borgmester Dybdal havde paa Embedsvegne at anbefale Kommissions­ forslaget i Borgerrepræsentationen. Han gjorde det som en ivrig Tilhænger af det forelagte Delingssystem. »Er dette Folkeskolens Enhed?« ytrede han. »Nej, hvis man derved tænker sig en Ordning, hvorved man fast- slaar, at Børnene skal betragtes og behandles som »en forskelsløs Masse« (!), saa er det jkke Folkeskolens Enhed, saa er det lige det modsatte.« Men hvad Skoledirektionen vilde, var ikke den »forskelsløse Masse«, men en Undervisning, der gav hvert enkelt Barn, hvad det behøvede. Tilsyneladende ser dette overmaade tiltalende ud. Men kun en Over­ fladebetragtning tror paa Virkeliggørelsen af disse Idealer. Man har ganske vist set det heldige i Sondring ved Udskillelsen af aandssvage og »Sinker«. Man vil nu gaa et Skridt videre; men man har overset, at den særegne Ensartethed — de mer eller mindre manglende Evner, der er fælles for disse i sjælelig Henseende defekte Børn, og derfor kræver en særegen Undervisning — er ikke til Stede for normale Børn. Hvorledes vil Ensartetheden i Elevsammensætningen af B-Klassens Børn være? Hvilke Børn skal henvises til B-Klassen? De, der ikke kan følge med, altsaa de svagtbegavede, dovne, forsømte og undertiden tillige fordærvede samt legemlige forhutlede, overbebyrdede Børn, og endelig enkelte normalt udrustede, som ved uundgaaelige Fejltagelser kommer med. Hvad mener disse sidstes Forældre om. et saadant Kammeratskab. Vi vil alle indrømme Borgmesteren, at denne Samling er ikke »en for­ skelsløs Masse«. Her er Forskelligheder, vistnok i langt rigeligere Maal end han har tænkt paa. Men kun faa vil indrømme, at Skoledirektionen her kan give ethvert Barn, hvad det behøver. Vil et saadant Kammeratskab virke til gensidig Udvikling? De dumme, der saa let lader sig paavirke af, hvad (der er nærmest ved Haanden, vil udsættes for umoralsk Paavirkning. Den dovne vil næppe komme til at se ret megen Flid, som kan opildne ham til Arbejdsomhed og Ihærdighed. Slubberten vil heller ikke opflammes af den dumme og dovne. Han er den første overlegen i Intelligens, den sidste i Viljekraft og vil derfor i Regelen gaa af med Sejren, bliver Klassens Fører og vil da danne Slubberter i rigt Maal. Som Forudsætningen, Ensartethed, bristede, maa Resultaterne uund- gaaelig blive mislykkede. Dog selv om man var i Stand til at udskille lutter dumme, maatte Resultatet dog blive tarveligt. Naar saadan en Flok kommer til at sidde Side om Side, eftergør de meget let hverandres Fejl. Det bliver en evig Stampen paa Stedet. Der mangler Førere, som i Kraft af Begavelse og Vilje kan sætte Fart og ægge til Anspændelse.

Delingsvennerne mener, at de svagt begavede vil føle sig vel i B-Ræk- ken, og at deres Selvtillid vil vokse. Kun faa kan være de øverste r en , Klasse. Det er næppe mere opmuntrende at være langt nede i en Klasse af Undermaalere fremfor at være det i eri normal Klasse. 1 Normalklassen har man en anderledes ensartet Elevsammensætning, nemlig den overvejende store Del af gode almindeligt begavede Børn fra jævnt gunstige Hjem. 1 Sammenligning med denne Stamme er de uheldige Elementer en ringe Part. De flinke kan af og til arbejde noget paa egen Haand. Der kan blive mere Tid til de dumme. Den dovne med det sejge flegmatiske Temperament fordrer stor Standhaftighed hos Læreren, hvis det skal overvindes til Fordel for Lyst, Vilje og Handlekraft. Det er dog indlysende, at Betingelserne herfor er, anderledes gunstige i en Normal­ klasse end i den lavt stemte B-Klasse. I Normalklassen vil de forsømte og vanrøgtede Børn, der af og til kommer fra Hjem, hvor Ligegyldigheden og Ligegladheden dominerer Livsanskuelse og Livsførelse, være forholdsvis faa, Læreren kan lettere tage sig af dem, søge Forbindelse med Hjemmet og holde skarpt Øje med deres Færd. Deres daarlige Egenskaber holdes anderledes nede ved den øvrige Klasses gode Eksempel. Her finder han ikke let Aandsfrænder. En Sondring efter Evner i A- og B-K!asser vil dernæst medføre Uret­ færdigheder. Fejltagelser er nemlig uundgaaelige. Skoler med Optagelses­ prøver viser bedst, hvor let man tager fejl til Trods for megen anvendt Omhu. Nogle synker til Bunds i Klassen og bliver Oversiddere Gang paa Gang. Man maa for at adskille en Gang for alle efter Evner forudsætte, at alle Børns Udvikling foregaar efter forudkendte, ensartede konstante Regler. Men dette er som bekendt langt fra Tilfældet. Tværtimod. De forskellige Individers aandelige og legemlige Vækst foregaar snart i hur­ tigere og sifert i langsommere^,Bevægelser, foranlediget ved indre og ydre Omstændigheder. De enkelte Børns Evner kan stagnere og tage Fart, Lyst og Ulyst kan skifte, og hjemlige Forhold kan bedres og forværres. Adskillige vil uundgaaelig komme i B-Rækken, som burde været i A-Ræk- ken og omvendt. Dette er Uretfærdigheder, der kan faa Indflydelse paa Barnets hele Liv. Der findes ikke en Lærer, der med Sikkerhed kan foretage en tilforladelig retfærdig Sondring, med mindre han besidder en profetisk Forudseenhed. Mon mange har en saadan? Det hele vil bero paa Skøn og Formodning. Enhver Omflytning fra Klasse til Klasse beror ogsaa paa et Skøn, siger man som Bevis for Sondringens Tilladelighed. Ja vel! Men her gælder en eventuel Fejltagelse blot et Aar, ved Liniedelingen derimod hele Skole­ tiden. Man vil ved at danne Broer fra B- til A-Linien gøre det muligt at komme tilbage til A-Klasserne. Mon nogen tror paa en saadan Mulig- , hed ? Det ef klart, at dette Spring op ad Bakke er langt vanskeligere end det Skridt, der fører fra Klasse til Klasse, ja saa vanskeligt, at det kun 0 — 9

I er rene Begavelser, der kan præstere det. Mon Overflyttelsen til B-Klassen skulde have en saa undergørende Virkning paa et tarveligt begavet Barn? Nej, de der kommer i B-KIassen, vil blive her paa rene Undtagelser nær. Det er en ren Degradation, der gælder Resten af Skoletiden. Alle de, der ser paa Kommuneskolen oppe fra nedad, og alle de, der sætter deres egne Børn i Privatskolen, tager sig muligvis denne Sag let. Men alle vi, der sætter vore Børn i Kommuneskolen, faar nok Betænkeligheder ved et saadant System. Jeg for min Del tør ikke vove Faren. Jeg vilde i Stedet for tage mine Børn ud og sætte dem i Privatskole. Den jævne Arbejder har ikke Raad til den Manøvre. Hvor let en Lærer tager fejl, har vi et talende Vidnesbyrd for i den verdensberømte svenske Naturforsker Linnés Levnetsbeskrivelse: »Da hans Fader 1726 kom til Wexid Gymnasium for at høre til sin kære Søn, var alle Lærerne paa en nær enige om, at de ikke med god Sam- ' vittighed turde raade Faderen til at holde sin Søn ved Bogen. Med En­ stemmighed styrkede de ham i den Opfattelse, at det retteste var at sætte ham til et Haandværk (Snedker eller Skrædder), eftersom de var over­ tydede om, at han med Bogen intet kunde udrette.« Det blev en eneste Lærers (Lektor Rothmans) Vidnesbyrd, der hos den bedrøvede Fader op­ vejede alle de øvrige og foraarsagede, at Linné blev frelst for Videnskaben. Ogsaa mange andre af Menneskehedens store Aander har i Begyndel­ sen af deres Skoletid, undertiden i den hele, hørt til Undermaalerne. Hvis der havde været Tale om Kvalitetsvalg, var de havnede i B- eller C-Klassen. Ved Delingen i A- og B-Klasser brydes Klasselærersystemet, efter hvilket en Lærer kan følge sin samlede Klasse fra Skolebegyndelsen til Udgangen. Han lærer efterhaanden hver enkelt Barns Karakter og Evner at kende og ved Besked om dets hjemlige Forhold. Naar det ny Skoleaar kommer, ved han paa ethvert Punkt, hvad der er lært i det gamle, c% hvad hver kan deraf. Han kan med fast Plan og Sikkerhed bygge videre derpaa. Anderledes ved Sondring i Kvalitetsklasser. Skilles, som foreslaaet, den nederste Tredjedel ud, afbrydes det gennem Aar erhvervede gensidige fortrolige Forhold brat og unaturlig. Han faar andre i Stedet, han ikke kender. Den Lærer, der skal have de'nederste Tredjedele samlede til B-Klasser, faar paa een Gang 20— 24 fremmede Børn. Megen Tid gaar tabt, thi han skal have et ret indgaaende Kendskab til hver enkelt, før en frugt­ bringende Undervisning kan finde Sted. Det kræver Tid, navnlig hvis Udskillelsen sker paa et senere Tidspunkt. Den Tid, der maa anvendes til at samarbejde disse forskelligartede Elementer til en Helhed, havde bragt den oprindelige samlede Klasse langt. Det er gennem Klasselærersystemet, at Københavns Skolevæsen er naaet saa langt i Forhold til andre Skoler. Det gaar ikke an at optaarne nye Hindringer for dets Gennemførelse.

- 10 -

1

Endnu kræver Delingssystemet, at Børn flyttes fra Formiddag til Efter­ middag og omvendt. Hvad mon Forældrene vil sige hertil? Med Ret maa de kræve, at Børnene søger Skolen den Halvdag, de har valgt. Dette er jo i Almindelighed sket med de hjemlige Forhold og Børnenes Tarv, blandt andet Sundhedshensyn, for Øje. Forandringer heri vil medføre en evindelig Plage for Skolen om at faa Børnene flyttede tilbage. Og Skolens Svar kan kun blive et Skuldertræk eller en spagfærdig Beklagelse. Ogsaa i social Henseende har Børnenes Kvalitetssondring fordærvelige Følger. Hvad mener man om at indrette et Samfund, hvor alle Dygtigheder var samlede for sig og kun kunde indvirke paa hverandre indbyrdes, og Udygtighederne af alle Arter og uheldige Elementer var samlede for sig uden ringeste Udsigt t il, Paavirkning af dem, der viser Vej og fører fremad ? Som de forskellige Samfundslag med dygtige og udygtige, med socialt begunstigede og ubegunstigede Medlemmer bør leve sammenblandede i Livet til gensidig Befrugtning og Hjælp, saa bør ogsaa de forskellige Børn gøre det i Skolen, der ogsaa er et organisk Samfund. Det skal vise Bør­ nene Vej til Hensynsfuldhed og Hjælpsomhed, ikke til Egennytte, Over­ mod eller Nedtrykthed. De flinke vil maaske nok hæmmes lidt; men det er en almenmenneskelig Lov, at de heldigst stillede maa hjælpe de mindre begunstigede. Som den bør gælde i Samfundslivet, bør den gælde i Skole­ staten. De kan jo desuden faa Erstatning ved at fortsætte efter Skole­ pligtens Ophør til højere Skolemaal. Det er en historisk Erfaringssandhed, at Klassedeling og Kasteindret­ ning aldrig har ført Udviklingen fremad. Frugten har været Stagnation. Den maa Skolen undgaa, ikke fremme. Vi har højere Statsskole 4>g højere Privatskole. Vi har kommunale Betalings- og Friskoler. I Stedet for denne Splittelse, der hovedsagelig beror paa social Lagdeling, vil Tiden kræve en Enhedsskole, fælles for alle Børn. Ved Elevsondring faar vi en ny Spaltning, to Arter af Folkeskole inden­ for den enkelte Skole: En for de af Naturen og økonomiske Forhold be­ gunstigede, og en anden for de mere evnesvage og for Børn fra fattige Hjem. B-Klasserne er kaldt Fattigklasser, og Fattigklasser staar at læse mellem Linierne i Kommissionsbetænkningen. Saavist,som Fattigskoler tilhører en svunden Tid, bør ogsaa saadarine Klasser være en Umulighed. Efter Forslaget skulde Forældrene ikke have Indflydelse eller Med­ bestemmelsesret paa Børnenes Overflyttelse til B-Klassen. Mon ikke den almindelige Oversidning, for hvis Indskrænkning alt dette Delingsvæsen er opstillet som Lægemiddel, skulde være langt at foretrække, selv dm den for enkelte Børns Vedkommende endog skulde blive baade to og tre Aar. » — 11

Sondringen af Børn efter »Undervisningsbetingelser« er ikke et Trylle­ middel, der fremkalder en Guldalder med Hensyn til Undervisningsudbytte. Den er derimod i hele sit Anlæg og Konsekvens upædagogisk, uretfærdig, inhuman og udemokratisk. Vil vi Barneevnernes Udvikling og Individualisering i Overensstem­ melse med Retfærdighed og Humanitet, slipper vi ikke for en saa billig Pris. III. His.toriske Bemærkninger om Elevernes Sondring. Forinden jeg gaar over til at paapege uopnaaede Maals Aarsager og anvise nye Veje, afslutter jeg med nogle historiske Bemærkninger om Delingsplaner. Ved forskellige Lejligheder, blandt andet ved Skoledirektionens Ind­ stilling til Magistraten af Kommissionsforslaget, er Delingstanken betragtet som noget ganske nyt og overraskende. Sondringsplanen har imidlertid en hel Litteratur bag sig. I Sverrig har Delingstankerne den respektable Alder af 300 Aar. Og i en Skoleordning her 1649 foreskrives, at for de EleVer, som ved fore­ tagen Prøve viser, at de mangler Betingelser for en videregaaende Under­ visning, skal der indrettes en særlig »skrif-och råkneklass«. Hele »begåf- ningsurskillningen« i selve Værket er helt igennem Nutidens »Sondring efter Evner«. Senere blev »snillevalet« brændende, fordi det bares frem afen energisk Skolemand, Gustav Ruder, der dog ikke som vort Kommissionsforslag vilde foretage en Sondring paa Skøn alene, men paa en »vetenskablig under- sokning af barnens kroppsliga och sjålsliga natur«. DRse Delingsplaner gik i Graven med ham selv. Endnu engang kom Liniedelingen frem i Sverrig. I folkskolestadgen 1842 foreskrives, at »de skolbarn, hvilka af fattigdom hindras at under­ visningen långre -tid begagna eller sakna erforderlig fattningsgåfva att for- vårfva det fulla kunskapsmått, som undervisningen’erbjuder«, burde i det mindste have erhvervet et vist Minimum af Kundskaber og Færdigheder.^ ■ Senere kom nye Forskrifter om en bestemt Adskillelse mellem fuldstændig ' Afgangseksamen og Eksamen med Minimalkundskaber. I Anledning heraf kom man sine Steder hurtig til den Opfattelse, at de to Slags Afgangseksaminer burde udgøre Slutningen paa »två olika slags Undervisningskurser«, en »fuldstændig Kurs« for Børn med gode Evner og lykkelige ydre Forhold samt et saakaldet »minimikurs« for Børn med ringe Evner og uheldige Forhold i Hjemmet. , Denne Skoleordning tog Fart 1880 under »Agrarpædagogikken«, baaret frem af indflydelsesrige Kredse. Liniedelingen kulminerede 1890, idet Mængden af »minimilåsare« øgedes i overvejende Grad. 189 J fik Delings­ systemet sit Grundskud ved et Skolemøde i Gøteborg, og »Ar 1900 hade

lårarekåren den triumfen att se all tal om minimikurser utrensatt ur normalplanen.« Minimikurserne i Sverrig svarer til B-Klasserne, som Kommissionen ' foreslog indført i København netop samme Aar, de blev afskaffede i vort Naboland. I Norge har Rektor Søyland fraTønsberg været en særdeles veltalende Talsmand for Liniedeling efter »ydelses-evne«. Som Forstander for Middel­ skolen og tillige Inspektør for Byens Folkeskole var han interesseret i at faa de dygtigste af Folkeskolens Elever overført til Middelskolen. Han fik 1898 indført et System for »Elevernes Inddeling efter Arbejdsevne«,, saaledes at de mindre begavede samledes i »mindremaalsklasser«. Under­ visningsdepartementet vilde dog ikke approbere den her begyndte Plan, men svarede 1902 med en Skrivelse saalydende: »Man kan ikke anse det for stemmende med Skoleloven, at der for en og samme Skole an- ordnes to Undervisningsplaner, en for mere og en for mindre begavede Børn. For en og samme Skole maa efter Departementets Mening kun gælde een Undervisningsplan.« I Mannheim har man siden 190 1 prøvet et meget indviklet og kunstlet Delingssystem. Der var mange Betingelser for Deling her fremfor de fleste andre Steder i Verden. En By, der i Løbet af 10 Aar paa Grund af Ind­ flytning fordobler Skolebørnenes Antal (fra 10,965— 20,580) har virkelig Grund til midlertidig at gøre noget ekstra for sin Skoleordning. Optagelses­ klasser for indflyttede Børn med mangelfulde Kundskaber var en gavnlig Foranstaltning, ligesaa Klasser, hvor de kunde indvinde noget af det for­ sømte fra daarlige Skoleforhold andet Steds. Man forstaar ogsaa For-, / ældrenes Tilfredshed med det ca. halve Børneantal (5 5) i Repetitionsklasserne, Ansættelsen af de dygtigste Lærere til disse, Børnenes Delagtighed i Skolens humane Velgørenhedsanordnfnger samt Ekstraundervisning for sygelige Børn. Alt dette er fortræffeligt og har ganske selvfølgeligt vundet Befolk­ ningens Paaskønnelse. Men det vedrører ikke Mannheimersystemets An­ vendelighed eller Fortrinlighed. Mig bekendt er det ikke prøvet, endsige indført, noget andet Sted, hvor meget det end er blevet lovprist af dets Ophavsmand, den veltalende Dr. Sickinger. »Pådagogische Zeitung« 26. Januar 1905 indeholder et 'Referat af Berliner Lærerforenings første Møde 1905. Det var besøgt af ca. 1500 ’ Medlemmer, repræsenterende ca. 270 berlinske Skoler. H'ovedpunktet paa Dagsordenen var »das Mannheimer Schulsystem«. Foredragsholderen, Otto Wenzel, fremhævede, at Delingen skaffede ikke bedre Opflytterbetingelser. Ondet bliver ikke besejret, men blot skjult for Offentligheden. Han viser, hvorledes det sygelige og svage Barn med de faa Kræfter, men gode Evner vil blive straffet ved Overførelsen til Repetitionsklassen. Vejen gaar mod Enhedsskolen. Mannheimersystemet fjerner sig fra den. — De følgende Talere fulgte Indlederen, og Forsamlingen vedtog enstemmig følgende Re- 13 —

solution: »Den i Mannheims Skoleorganisation fordrede Adskillelse af Eleverne i godt begavede og daarligt begavede bør forkastes af pæda­ gogiske, etiske og sociale Grunde.« Det er betegnende, at Resultatet bliver et saadant i Berlin. Tyskerne plejer ellers ikke at være saa bange for at rubricere. I Mannheimersystemet, der egentlig kun er en Genganger af det 200 Aar gamle Delingsprojekt »snillevalet«, er det som i alle andre Delings­ systemer Propning, Præstationer og Karakterer, der er det principielle. Fridtjuv Berg har derfor Ret, naar han siger*); »Mannheimersystemet år — som hvar och en vid ringaste eftertanke finner — till sitt våsende ett utpragladt schabloniseringssystem , och dess pretention på att vara motsatsen beror på en afdegråfsta begreppsforblandningar,som i pedagogikenshistoriaforekommit.« Ogsaa her i København har vi Erfaring at vise hen til med Hensyn til Elevers Udskilning fra Normalklassen. Ved Skolereformen 1876 op­ rettedes efter daværende Skoledirektør Holbechs varme Indlæg i Borger­ repræsentationen »Særklasser«. Disse fik en Elevsammensætning af alle Arter, til Trods for alle Forsigtighedsregler. I Begyndelsen var der en eller flere »Særklasser« ved hver Skole; men de viste sig at være saa uheldige Foranstaltninger, at de nu er saa godt som forsvundné. I andre Byer (Aarhus og Svendborg) har man gjort lignende Erfaringer. Man har ogsaa forsøgt en anden Inddeling ved de saakaldte »frie Flyt­ ninger«. Et Princip, der er langt, mere tiltalende, fordi det ikke maaler efter Dygtighedsgrad, men Dygtighedsart, saa at et Barn tilhører en Klasse i Læsning, opflyttes til en anden i Regning, en tredje i Historie. Denne Skoleordning begyndte først i Tyskland, men forsvandt for­ holdsvis hurtigt. Den fandt ogsaa Vej til andre Lande, kom f. Eks. 1 800 til Sverrig. Heller ikke af denne Skoleform er der andet end Projekter, Indlæg og Beretninger tilbage, men de er til Gengæld gode at faa For­ stand af. I Amerika gør Teorien med enkelte Forsøg sin Rundgang for om nogle Aar atter at forsvinde. IV. Skolens Mangler. Paa hvilken Maade har Kommuneskolen Skyld i, at en Tredjedel åf Børnene ikke naar Normalklasserne igennem? Thi at det er lige saa galt i andre Skolegrene er kun en ringe Trøst. Aarsagen maa her som overalt søges i et alt for overvældende Under­ visningsstof, som Børnene end ikke kan modtage, langt mindre fordøje. For Kommuneskolens Vedkommende kommer hertil, navnlig for de første Skoleaars Vedkommende, en Undervisningsplan, der er saa grundigt i Uoverensstemmelse med Barnets Natur som vel tænkeligt. '*) Fridtjuv Berg: Individualitet eller schablon? Pag. 254. j - 14 -

Enhver ved, hvor vanskeligt og svært Børn har ved at sidde stille de første Skoleaar. Det mindre Barns Natur er Bevægelse. Det er da natur­ stridigt at lade det sidde stille 2— 3 Timer i Træk uden mellemliggende Frikvarter. Mon nogen moderne Pædagog tror paa, at der er kommet ret meget ud af de sidste Timers Undervisning, navnlig i de yngste Klasser. . I hele Skoletiden har intet Barn haft mere end to Timers Gymnastik ugentlig, medens Lærdskolen, der har været bekendt for sin Aandsover- læsselse, dog har haft 4 Timer. Pigerne har endnu ikke Gymnastik i flere af Klasserne, deriblandt de to yngste. Sløjd findes ikke paa Skolens Læseplan. Tegning, der er Smaabørns Lyst, har man opsat til 4. Skoleaar. Sang er heller ikke paa det første Skoleaars Læseplan. I Stedet for alle disse for smaa BørnVaturlige Fag, der falder sammen med deres Lyst og Virketrang, har de Time efter Time siddet stille, læst først og sidst, regnet og navnlig skrevet under skarp Dressur, langt mer end sundt er. De har i Stedet for naturlige Beskæftigelser faaet Ord og atter Ord, og navnlig en Mængde i Religion, der er gaaet langt over deres Forstand. De har faaet en Del Anskuelsesundervisning efter Billeder, kun en ringe Portion efter Modeller af virkelige Genstande, og endnu mindre ved Betragtning af Tingene selv eller de med dem forbundne Livsforeteelser. Udflugter i saadanne Øjemed har saa godt som ikke fundet Sted. Dernæst har Børnene, naar det første Skoleaar er omme, faaet Karak­ terer, mange Karakterer; men dette Undervisningsmiddel i stor Stil har, som enhver forstaar, kun givet tarveligt Udbytte. Ja, saa har de ogsaa faaet Lektier, undertiden ikke saa lidt endda, og langt tidligere end de er i Stand til udføre dette Arbejde. Nogle havde ikke de hjemlige Betingelser til at honorere de stillede Krav, og andre vilde eller kunde ikke yde de forlangte Præstationer. Til alle disse uheldige Undervisningsforhold er kommet endnu en Stig­ ning af Skolens Fordringer i Aarenes Løb. Undervisningsplanen 1876 var anlagt for en Skolebegyndelse med Barnets fyldte 7 Aar. Men efter- haanden har flere og flere—-nu 5opCt. — begyndt Skolen 6 Aar gamle. Gennemsnitsalderen for alle Klasser er derved sænket, og Tijegnelsesmulig- heden for et svært Stof er saaledes blevet mindre. Til Trods for dette, viser den reviderede Plan 1895 og'Praksis i Aarenes Løb altfor store Fordringer, navnlig i Dansk for de lavere Klasser. De skriftlige Eksamens­ opgaver gennem en Aarrække viser det grundigt. Alt dette har Børnene selvfølgelig ikke kunnet klare, skønt der ofte, for at opnaa en blot nogenlunde Sikkerhed, har været udøvet en vidt dreven Dressur med Bunker af Tid til Diktat og Staveøvelser, der kun har givet et tyndt og ret værdiløst Indhold, hvoraf overmaade meget har # - 15 -

beroet paa en minutiøs Hukommelse af ret ligegyldige Smaating. Naar Børnene er i i— 12 Aar gamle skal de lære Brugen af »Anførselstegn«. Anvendelsen heraf ved Angivelse af direkte Tale er for denne Alder alt­ for vanskelig. Indøvelsen heraf sluger Masser af Tid til intet eller-lidet Gavn. De vil sjælden eller aldrig faa Brug for den Art Kundskab, som først hører hjemme i Skolens Afgangsklasser, hvis den overhovedet skal dyrkes i Folkeskolen. Resultatet blev Overfladekundskab, der før eller senere maatte føre til et Krak for de allerfleste Børn. Tidsspildet med Smaatterierne gav sig Udslag i Umodenhed paa væsentlige Omraader. Var Dygtigheden i Stil­ skrivning, hvorpaa man lagde saa megen Vægt, ikke fyldestgørende — og det var den langt fra for en stor Del af Klassen — blev Oversidden et Aar Resultatet, selv om Børnene havde Evne til at følge megen anden Undervisning med godt Udbytte. Der har været lagt for stor Vægt paa de skriftlige Eksamensopgaver og paa Eksamen i det hele — i England og Amerika holdes slet ingen Eksamen. Det har ofte haft en febrilsk Jagen gennem Undervisningsstoffet til Følge til Skade for en grundig Tilegnelse af Fagenes mere centrale Dele. Re­ sultatet heraf maatte atter blive, at de mere tunge Elever tabte det solide Grundlag, hvorpaa de følgende Aars Undervisning skulde bygges. Særlig ødelæggende var dette Forhold for de lavere Klasser som Bærere for de senere Aars mere omfattende Undervisning. Det blev som en Bygning paa Sand eller Mosegrund. Dette har atter kunnet føre til, at en hel Klasse eller Størstedelen deraf blev Oversiddere, især for Pigernes Vedi- kommende. En saadan Fremgangsmaade er selvfølgelig i høj Grad for­ fejlet, ja uforsvarlig. 1 de øverste Klasser har Overlæsselse og Jagen mindre fordærvelige Følger. . > ' Hvor en Lærer har haft Mod og Autoritet nok'til at knibe uden om Vanskelighederne og lempe sig efter Omstændighederne, saa at en Opgavé først toges op til Behandling, naar Betingelserne for dens Løsning var til. Stede, er der sikkert naaet et godt Udbytte. Men hvor mange har turdet indlade sig herpaa? Undervisningsplanen for Københavns Kommuneskoler har paa alt, alt for mange Punkter forudsat fremragende Dygtighed, stor Arbejdskraft og en mægtig Energi hos Lærerne samt sunde velbegavede og flittige Børn fra gode Hjem, om Maalet helt skulde naas. Det gaar selvfølgelig ikke an at anlægge Undervisningsplaner efter ^saadanne Idealer.

V. Afhjælpning åf Skolens Mangler. Læseplanskommissionen burde anderledes grundig, end sket er, under­ søgt de forskellige Aarsager, og ikke mindst Skolens Aarsag, til Over- sidderiet og derefter søgt Hjælpemidlerne i en Revision af Skolens Ar­ bejdsmetode ved at planlægge denne efter Barnets Natur paa de forskellige Alderstrin i Overensstemmelse .med Resultaterne af de nyere pædagogiske Forskninger. Ved at lægge disse til Grund for Opdragelsesprincipperne, kræves en saadan Omformning, at det næsten grænser til Revolution for Barnets første Skoleaar. Der maa dernæst i Samklang og Sammenhæng hermed tages Hensyn til de forandrede hjemlige og sociale Forhold, som mere og mere gør en Forandring i Skolens Opdragergerning nødvendig. En Læseplan skal lægges saa nær som mulig efter Barnets Behov paa hvert enkelt Trin. Alle Børn er forskellige. Det ideelle Krav fordrer altsaa en særegen Læseplan for hvert Barn. Rousseau kunde udføre Eks­ perimentet i sin verdensberømte Bog »Emil«. 1 Virkelighedens Verden gaar det ikke. Skolen maa lægge Normalbarnet til Grund og indrette sig efter Gen­ nemsnitsbarnet i Klassen. Læseplanen bliver herved lovlig let for de flinkeste, lovlig svær for de ringeste; men herpaa kan bødes paa forskellig Vis. Hvad det i første Række kommer an paa er, at Skolens Arbejde er i Overensstemmelse med Barnets Natur. Den fysiske Opdragelse skal gaa Haand i Haand med den intellektuelle. Den første skal ligesom danne Basis for den sidste. Det vidste allerede de gamle Grækere. Skolens første Op- . mærksomhed.maa altsaa rettes paa Barnets Legemsudvikling. Midlerne for denne skifter ikke saa lidt paa de forskellige Alderstrin. Jo mindre Barnet, er, des større Trang har det til Bevægelse. Det har Skolen i Aarhundreder iWke indset tilstrækkelig. Først den senere Tids Barneundersøgelser har tilstrækkelig godtgjort dette og forlangt en , Forandring, først og fremmest for den lavere Alder. Ved Forsøg er det godtgjort, at Børn under 5 Aar kun kan sidde stille i 30 Sekunder, Børn .under 10 Aar i 2 Minutter. Børn ligner unge Dyr; de er i rastløs Færden og foretrækker Løb. Faar de mangelfuld Bevægelse, vil Følgen være mangelfuld Energi, der kan have Virkninger helt ind i Ungdommen. Hele Barnet skal i Skole, alle* Organer bruges. Derved udvikles baade Legems- og Sjælsevnerne. Disses Vækst fremmes netop ved Legemsvirk­ somheden. Jo mere vi udvikler Lunger, Hjerte og Muskler, desto meré faar vi de fysiologiske Funktioner til livskraftige Bærere for Aandsevnernes Vækst. Jo mere Legemskraften er udviklet, desto større Betingelser er der for intellektuel Paavirkning og for at faa Sjælspfocesserne i kraftig Virk­ somhed. Barnet lever for Handling og er i særlig Grad sig selv ved Have­ arbejde, Sløjd, Leg og lignende Virksomheder. Jo mindre Børn, des større ' er forholdsvis Bevægelserne. Derfor kan de som smaa bedre udføre de — 17 -

grovere Arbejder, først paa et senere Trin de finere; derfor har de .et ved den grovere Tegning, men Vanskelighed ved den finere Skrift. Dets Lyst følger Naturen, tit spørger de: Maa vi ikke tegne; aldrig: Maa viskrive. Vi skal følge dette Naturens Vink. Hidtil bar vi fortrinsvis givet aandelig Overfodring, navnlig i den første Skoletid. Eleven griber da til det natur­ lige Selvforsvar. Han hører ikke efter. Tvinger man det til at præstere et større Aandsarbejde, end det kan magte, bliver det overanstrengt. Børns Uro hidrører fra et Overmaal af legemlig Kraft, der vil omsættes i Bevægelse, derfor er Frikvarterer nødvendige for hver Time. Ved Kom­ munelærerforeningens Initiativ har vi opnaaet dette; men endog de enkelte Timer maa'for det lille Barn deles med nogle gymnastiske Øvelser og ved staaende at synge en Sang. Jo længere et Barn har siddet stille, med desto større Voldsomhed tumler det sig. Faar det ikke Bevægelsestrangen tilfredsstillet, ligner det en Fugl i Bur. I det første Skoleaar maa Barnet højst have i 8 virkelige Undervisningstimer ugentlig. Barnet maa have legemlige Øvelser hver Dag. De to Timer ugentlig er 1langt fra tilstrækkelig. Naar Læseplanskommissionen har foreslaaet denne Tid bibeholdt, svarer det ikke til Nutidens pædagogiske Fordringer. Selv om den nu ikke havde Sans for legemlig Kraft og Skønhed, men kun for Kundskabs­ erhvervelse, saa har den ved den fulgte Vej overset den aandelige Vækst, som legemlig Idræt betinger, medéns megen Stillesidden er en Hindring derfor. Legemlig Idræt giver Øjet Glans, der overtyder os om ikke blot et legemligt, men ogsaa intellektuelt Velvære. Modet vokser, og Viljen faar Styrke. Disse er nogle af de allervigtigste Aandsevner. Der kan ikke skaffes mere Gymnastik, vil man sige. Gymnastiklokalerne, er med de nuværende Gymnastiktimer besatte fra Morgen til Aften. Hin­ dringerne kan overvindes ved, at Gymnastikhusene oVerbygges med en Etage. En Gymnastiksal for indtil 1800 Børn er for lidt. »Det danske Selskabs Skole« har to Gymnastiksale for $50— 400 Børn. Den sidst op­ førte Kortimuneskole paa Frederiksberg har ligeledes to. Pigerne maa have Gymnastik i samme Grad som Drengene, de trænger maaske endda mere paa Grund af deres større stillesiddende Arbejde og mindre Friluftsliv. Yngste Pigeklasse maa ikke undtages. Det er jo mod al sund Fornuft. I nær Slægt med Gymnastik er Leg. • Den har i ganske særlig Grad opdragende Værdi. Foruden den rent fysiske Udvikling, former den ogsaa Intelligens og moralsk Vækst. Her kan Børnene ikke luske sig til et ind­ bildt Resultat. Her gaar det ikke at møde Hindringer med Opfarenhed eller Hidsighed. De lærer, at det gælder Koldblodighed og Besindighed, Taalmodighed og Behaéndighed. Legen giver Øvelse i hurtig Opfattelse og Snarraadighed. Den skaber Glæde, og Glæden stærke Nerver. Vi har i København alt for faa Legepladser, og de er langt fra alle egnede til Undervisningsbrug. Bestræbelserne maa gaa ud paa at skaffe — 18 -

de nødvendige til Veje og saa nær Skolerne, at de kan drage fuld Nytte af dem. Badning og Svømning er en baade sund og gavnlig Øvelse, der virker forfriskende og oplivende. Her er meget tilbage at ønske, til Trods for at der er gjort noget i de senere Aar. Kommunen har endnu kun een Badeanstalt. For de yngste Klasser skulde Klasselærerne som Regel kunne lede Bør­ nenes Undervisning ogsaa i Specielfagene. De har nemlig i deres Magt at samarbejde de forskellige Undervisningsfags mange Dele til en Helhed. Sløjd bør ligeledes indføres som obligatorisk Fag. De københavnske Hjem kan mindre og mindre give Børnene Øvelse i Haandens Brug. Alt kommer færdigt i Hus, hvad Føde og Klæder angaar. Ja selve Lejlig­ hedens Istandsættelse sker ved Haandværkere, der ikke sætter Pris paa Børns Nærværelse, som ikke paa nogen Maade kan være dem til Hjælp. Anderledes i gamle Dage og til dels paa Landet endnu. Forældrene ud­ førte da selv mangfoldige Ting, hvorved Børnene gik dem til Haande, fik Vejledning og Øvelse i praktisk Arbejde. Der er jo nu Masser af køben­ havnske Børn, der næppe kan slaa et Søm i en Væg. Idet vi stadig hæv­ der, at Skolen maa træde i Hjemmets Sted paa de Omraader, hvor det ikke magter sin Opgave, maa Skolen altsaa tage Affære i Sløjdspørgsmaalet, saa at Barnets Haand og Øje øves, dets Virketrang tilfredsstilles; dette Fag bidrager til at bringe Ligevægt i Barnets Udvikling, fremmer dets praktiske Sans, giver Besked om spirende praktiske Evner, vækker Tiltro og Tillid til praktisk Dygtighed og viser Vej til Valg af Livsstilling. Den næstsidst byggede Kommuneskole, den hvortil fortrinsvis fremmede Skolemænd, inden- og udenlandske henvises, naar de skal se den bedste* Skoleindretning, har baade Naturhistorieværelse, Tegnesal, Skolekøkken, Badeindretning og Bespisningwum; men Sløjdlokalet — ja det mangler. Skoledirektionen synes ikke at agte paa dette Fags Betydning, og Læse­ planskommissionen skubbede det til Side. Der maa i Tidens Løb raad'es Bod paa tidligere Mangel paa alsidig pædagogisk Forstaaelse. Sløjdlokaler maa skaffes til Veje ved Indretning i Skolens Tagetage eller ved Omdannelse af to Klasseværelser dertil. ■ i Havearbejde og Beskæftigelse med Planter, der interesserer Børn saa levende, er som en lukket Bog for de københavnske Børn paa et Par Skoler nær. Ved den sidst opførte, særdeles flot udstyrede Kommuneskole paa Amager, er Sløjdlokålet kommet med. Men Skolehaven — den mangler. Jorden er her ikke saa dyr, at den er uoverkommelig. Ikke blot har det en mangesidet Betydning for et fattigt Bybarn, der ser saa lidt af Blomster og Urter, at det kan komme ind i en Have, se de Arbejder der foretages og være med dertil,, se Planterne vokse, blomstre og sætte Frugt; men her kan ogsaa skaffes levende Materiale til Botanikundervisningen, der endog af og til kunde foregaa i selve Haven. Jeg skal svare for, at en

- 19 —

»

saadan Time nok skulde give Udbytte i langt, langt rigere Maal end efter et Billede, hængt op paa Skoletavlen. Selv om en Have ikke rummer Idealet, at hvert Barn kan faa sit lille Stykke at dyrke, vilde en fælles dyrket Have dog være et betydeligt Op- dragelSesmiddel. Kan der ikke skaffes Jord til Skolehaver ad anden Vej, er der Mulighed for adskillige Steder ved nye Inspektørbesættelser at ind­ drage den til Embedet knyttede Have og anvende den til Skolehave. Selv om den er lille, er lidt dog bedre end intet. Dernæst maa Udflugter spille en langt større Rolle end hidtil. Hvis foresatte eller andre skulde tro, at saadanne er behageligere end Under­ visning paa Skolen, da beror det paa en grundig Fejltagelse. En Udflugt i By og paa Land er mindst af alt en Rekreation for Læreren. Omhygge­ ligt ledet giver den derimod et rigt Udbytte for Børnene. Ligeledes maa Barnets Trang til Tegning tilfredsstilles allerede i de smaa Klasser. Hvor har vi i denne Henseende meget at lære af Amerikanere og Parisere. Udbyttet viser sig fortrinsvis i de førstes store tekniske Snille og de sidstes Sans for Formen. Den praktiske Sans er Kendemærket for disse Skoler, og1Resultatet deraf er iøjnefaldende. Vi ved, at den bedste Gave til en lille Dreng eller Pige er en Billedbog. Billeder har en uimod- staaelig Tiltrækningskraft paa Børn, og det er naturligt, at de føler en lige saa levende Trang til selv at frembringe dem. Det betaler sig at følge Na­ turens Vink. Tegneundervisning har ikke blot evneudviklende Betydning; men den kan ogsaa tages i Tjeneste af andre Fag; og senere tjener Tegne­ færdighed Livet paa mange Maader. Lige saa utvivlsomt det er, at alle disse Fag, der hidtil har været til­ sidesatte, bør have en fremtrædende Plads i Skolen, navnlig i dens første Undervisning, i Overensstemmelse med Barnets Lyst og Trang, lige saa tvivlsomt er det, om alle de Religionstimer, Skolen nu har, giver et blot nogenlunde Udbytte i Forhold til den anvendte Tid. Der bør være berettiget Haab 'om at faa flyttet Religionsundervisningen bort fra de lavere Klasser, hvor den absolut ikke hører hjemme, fordi Barnets Tankegang er for ubehjælpsom, Interessen for ringe og Ordfor- raadet for utilstrækkeligt for rigtig Opfattelse af de indprentede religiøse Historier. Her er alt for meget Tidsspild. Naar Børnene kommer i den Alder, at de raader over de nødvendige Forudsætninger, kan en god Re­ ligionsundervisning selvfølgelig udøve en opdragende Virkning. Mange Helteskikkelser i Kristenhedens Historie staar i hvert Fald som langt mere straalende Mønstre for sædelig Livsførelse og menneskelig Opofrelse end mange af Slagmarkens Helte, hvormed Skolen saa ofte beskæftiger sig. I Skolen gælder det: Hver Ting til sin Tid, men ikke før. Naturkundskab og Naturprodukternes Anvendelse er Fag, der kan og bør behandles planmæssige og rationelt lige fra den første Skoledag. Det skal nok øve Tiltrækning paa Børnene og give Udbytte, hvis Undervisningen

bygges ved en virkelig Betragtning af Ting og Fænomener, I saa Fald bliver der i de senere Aar mere Tid til Sundhedslære. I denne har man med faktiske Kendsgerninger åt gøre, der paa een Gang er evneudviklende og giver Børnene kundskaber, som de har Brug for Livet igennem. Denne Undervisning bør finde Sted paa et saa tidligt Trin i Skolen, at alle kan faa Del i den. Den maa ikke gives i den sidste Over­ klasse, som kim en ringe Part af Børnene naar. Den Kundskab har nemlig Ærinde'til alle, Betydning'for alle og Interesse for alle uden Undtagelse, ogsaa for de Hjem, de tilhører, og dem, de engang kommer til at danne. Vi slæber endvidere i Skolens Normalklasse paa en Del gammelt tradi­ tionelt Stof baade i Fædrelands- og Verdenshistorie samt Geografi. Til Trods for at ny Undervisningsmidler gør sig gældende med Tidernes Skiften, biiver det staaende i Lærebøgerne som en Hoben tørre Enkeltheder uden nævneværdig opdragende Værd eller praktisk Betydning. Hvad kommer f. Eks. Kapetinger og andre fremmede Kongeslægter for Hundreder af Aar siden Folkeskolens Børn ved, før de staar ved en udvidet Undervisning. I Stedet herfor Samfundslære. Bør den ikke have Plads fremfor mange af de gamle tusindaarige mer eller mindre paalidelige Beretninger, som ofte gives i fortørret Form? Børnene, der skal leve i Fremtiden, har mere Brug for at vide noget om, hvorledes .vort Samfund er indrettet og virker, end om de gamle Persers eller Ægypters Gudsdyrkelse. Og det vil være Børnene lige saa interessant. Bliver alle disse Forandringer foretagne, vil vi faa et anderledes Ar­ bejde ud af Børnene; thi vi arbejder da i Overensstemmelse med deres Natur, Trang og Lyst. Lad en saadan Undervisning træde i Stedet for den nuværende, der med sin Oprindelse i Renæssancen har ført til den aandelige Overfodring lige fra Barnet kom i Skole, og som har præget Skolevirksomheden snart Verde* over i stigende Grad, indtil den nu synes at have naaet Toppunktet af sit Raseri. ' Lektielæsningen maa indskrænkes, den bør først begynde med Barnets i i.. Aar, endnu bedre ved det 12. Som den nu dyrkes, øder den Kræfter og spilder Tid til liden Nytte. Udbyttet er højst nogle Stumper Leksikons- viden. Børnene maa først have lært at arbejde selv, finde sig til Rette i de enkelte Undervisningsfag og under Vejledning lære at læse Lektier. I ålle de første Aar anvendes Fritiden bedre ved at tumle med Maalestok, Landkort, forskellige Apparater, som de helst maa lave selv o. s. v. Nedsætter vi Fordringerne, først og fremmest i de lavere Klasser, saa- •ledes at vi kommer ind under .forstandige Former og faar et fast Grund­ lag for de øverste Klassers Undervisning, sørger vi for at koncentrere vor Undervisning om Skolens Hovedformaal med faa men vigtige Emner, stryger vi det overflødige Stof og alle intetsigende Enkeltheder og bygger vort Skole- og Undervisningssystem paa sunde, rationelle Principper i Overensstem­ melse med vor Tid, da behøver vi ikke at frygte for, at vore Børn ikke # - 21 —