ValkendorfsKollegiumsHistorie_1917

93 til Y iceguvernøren i Malmø og' af denne faaet Anbe­ faling af sit Æ rin d e til V ice-Employéen Lejonclou i K ø b enh avn20). Da h an saa fik Regnskabet fra P ro ­ fesso rerne, tilfredsstillede det h am ikk e , h an sk iev og besvæ rede sig over, »at ikke sam tlige Professores havde deres egne Hæ nder u n d e rsk rev e t21)«. »Hvor- paa blev reso lveret, at Secretarius med faa Ord sku lde lade h ann em vide, at Universitetet p lejer ikke an d e r­ ledes at sv a re22)«. P aa dette T id spunk t tog Sagen en heldig Vending for Professorerne. De befriedes to r den besvæ ilige P a tron , der gik i Krig og døde i F e lte n 23), og belæ rt af E rfa ringen m andede de sig nu op og afviste be­ stem t han s Søn, C h r i s t i a n C h r i s t o p h e r V a l k e n d o r f s , Fo rsøg paa at optræde som P a tron . Da h an i et Brev af 16. Nov. 1707 erk læ rede sig m isfornøjet med det tilsend te Regnskab og forlangte ogsaa at faa Kopi af Obligationerne, vedtog P ro fesso rerne den 14. Jan. 1708, at der p aa han s Brev »ej videre sku lde svares, saa- som fo rhen allerede va r efter Valkendorfs Begæring h ann em tilskrevet saa meget, som i denne Occasion b ehøv ed e s24«. Denne E rk læ ring blev afgørende. E fter 50 Aars Fo rløb løsrev P ro fesso rerne sig fra T ræ ldom u n d e r tvivlsom t berettigede og utvivlsom t skadelige »P a tio ­ ner«. Til Held for P ro fesso rerne gik nem lig ogsaa Christian C h ristopher V alkendo rf i K rigstjeneste25) og fo rh ind redes derved i at forfølge sine Krav. E llers va r det ogsaa tvivlsom t, om P ro fesso rernes øjeb lik­ kelige Fasthed i Længden vilde have ho ld t S tand ove r­ for V alkendorferens seje Vilje. U nder en m angeaarig T jeneste i F elten glem te Christian Ch ristopher Valken­ do rf ikke sin form entlige Ret til P a tro n a te t over