ValkendorfsKollegiumsHistorie_1917

236 1806, v a r fulgt Oplevelser som Københavns Bom ba rde ­ m en t og h an s elskede Moders Død. Selv v a r den lille, blege S tuden t sygelig og næ rede en tast Overbevisning om , at h an sn a rt vilde falde som et Offer for den Brystsyge, der havde bo rtrev e t h an s Moder og h an s tre B rødre. Sine E k sam en sstud ie r drev h an de rfo r ikke m ed megen Iver, saa meget m ind re som Ju ra en v a r h am en uudho ldelig Plage. U nder disse F o r­ ho ld skyede Ingem ann den triste V irkelighed og fordybede sig ved N attetide i den M acphersonske Taage- og M aaneskinspoesi og i Youngs pathetiske »Nattetanker« og blev saa betaget af Youngs D ek lam a ­ tion e r over Udødeligheden, at h a n tilstoppede Løbet paa sin Pistol af Fryg t for, at h an ellers skulde give efter for Lysten til »ved et pludseligt Spring at redde sig ind i A andeverdenen« . — D enne sygelige og over­ spændte T ilstand præger Ingem ann s P rod u k tio n fra han s A lumnetid, saaledes h an s første D igtsam linger (1811 og 1812), hvis svæ rm eriske S temning dog g jo rd e sto r Lykke hos Pub likum og ikke m ind st hos Dig­ terens E lskede, Lucie Mandix; og hans Bejlerdigt, »Du, som svøbt i Skønheds Rosenklæde, gaa r, i jo rd isk Dragt en h imm e lsk Aand«, hen ryk te alle Dam er. Det optoges siden i Ingem anns næste Digt­ sam ling »Procne« (1813) og lagdes i Munden paa den unge D igter Varner, de r som M iddelalderens T ro u b a ­ d o u re r m ed sin Strengeleg over Sku lderen v an d re r gennem S jæ llands b lom strende Fo raa rsenge ; h an el­ sker Marie og v inde r hendes Ja ; men h u n falder i en dødelig Sygdom, og D igteren »drikker Døden af sin Elskedes Læber«. H an higer ikke efter nogen Æ g teforening ; th i »paa Jo rd en Salighed er B røde, og ingen elsket ha r, som ikke døde. Hos Gud alene