VBergsøeDeForbistredeDrenge

84

„Det lyser! Aa! — Det lyser!“ gispede jeg. „Hvad for no’et?“ spurgte Rasmus fleg­

matisk.

„Aa, Gud! — Den døde Mands øjne —

de lyser som Ild!“

„Sikke noget Sludder,“ sagde Rasmus og bankede ganske rolig Piben ud paa Plankeværket. „Hvordan kan en død Mands øjne lyse?“ „Jo, for jeg stak i dem med en Pind, og saa gav de sig til at lyse,“ hulkede jeg. „Det skulde han ikke ha’ gjort,“ sagde Ras­ mus; „for stikker man til de Døde, saa stikker de til En igen, og de har dog de længste Fingre, har de. — Kom nu!“ Og dermed tog Rasmus mig ved Haanden og trak mig modstræbende tilbage til Stenbunken. Dér laa Hovedet — jordslaaet, muldent, mug­ gent — der var ikke Spor af Lys i det mere. „Der kan han se,“ sagde Rasmus. „Det har gnistret for hans egne øjne af bare Forskræk­ kelse“ — og dermed slyngede han Hovedet op over Plankeværket og ind paa Kirkegaarden. Jeg sov ikke den Nat. Bestandig saae jeg det ækle, mugne Hoved, de tomme, lysende Øjehuler, og spekulerede paa, om det havde været mine eller den Dødes øjne, der lyste.