VBergsøeDeForbistredeDrenge

83

hemmelig Angst. Ind under Stolperne var et Dødningehoved trillet, og nu laa det og grinede imod mig — en ækel Maske, tabt paa Livets store Karneval. Skulde jeg tage den? — Den saae saa grøn, saa muldnet og muggen ud — den var slet ikke som de fine, hvide Hoveder i den magre Herres Kælder. Jeg betænkte mig lidt — saa bukkede jeg mig ned og tog den. Øje­ hulerne var helt fulde af fed Jord; de maatte renses, og saa fik jeg fat i en Pind — det var min første Anatomikniv. Da — just som den sidste Jordklump faldt — skete der Noget, som ligefrem forstenede mig. Inde i øjekrogen begyndte Hovedet at lyse — først svagt som en ulmende Gnist — saa stær­ kere som en straalende Stribe, og endelig saae jeg i Bunden af den sorte Øjehule en lille glø­ dende Slange sno sig i lysende Ildbugter og gen­ nem et Hul dukke frem i den modsatte øjegrube. Med et Forfærdelsesskrig kastede jeg Ho­ vedet] fra mig, styrtede gennem den mørke Mølle og rendte Hovedet lige i Maven paa Rasmus, der i Nydelse af sin Aftenpibe stod ved Værk­ skriverens Have. „Er han gal?“ spurgte Rasmus. „Hvad render han nu grasat efter?“

*

6