VBergsøeDeForbistredeDrenge

306

han sig ikke lige overfor sine „Bekendte“ , selv om de vare nok saa lurvede. En Dag, da han gik med en Lærer under Børsen, mødte de en ganske forskrækkelig Bølle, som hilste meget ær­ bødigt paa Svenningsen. „Hvem var dog det?“ spurgte hans Ledsager. „Ja, jeg veed det, min Sandten, ikke,“ svarede han; „men vi kan jo spørge ham ad. — Hvem er De?“ „Kender du mig inte, Svenningsen? — jæ æ’ jo Olsen,“ svarede Fyren. Da gik der et Overraskelsens Glimt over Svenningsens Ansigt og han udbrød: „Ja, Gu’ min Salighed, er det ikke Olsen! — Ja, du maa forlade mig, min Broer, for vel har jeg kendt dig i fem og tyve Aar, men endnu har jeg aldrig set dig ved Dagsens Lys.“ Svenningsen var i sine senere Aar flere Gange syg, men var meget utilbøjelig til at tage mod Lægehjælp og Medikamenter. Han blev tilsidst indlagt paa Frederiks Hospital for gastrisk Feber eller Tyfus, og det fortælles, at han, ked af den strænge Diæt under sin Rekon­ valescens, saae Lejlighed til at snige sig bort, hvorefter han indtog et rigtig solidt Maaltid hos en Værtshusholder i Store Kongensgade. Da Overlægen næste Morgen gik Stuegang, ytrede han om Svenningsen: „Som De ser, mine