VBergsøeDeForbistredeDrenge

305

„Og hvad var det?“ „Aa, det var bare saadan en — Spytte­

bakke eller to.“

Hammerich mente dog at have set en i

Dagligstuen.

„Ak ja ,“ sukkede Svenningsen, „der stod virkelig saadan en uselig lille Messingtingest henne ved Kakkelovnen, men den turde jeg ikke bruge. “ „Hvorfor ikke?“ „Nej, for den var saa blank og saa laa der hvidt Sand i den paa lyserødt, broderet Silke­ papir — det var meget for fint for mig. Jeg bruger Skraa, som De veed.“ „Men hvad gjorde De da?“ „Ja, jeg skulde jo af med den, og spytte maatte jeg ogsaa — saa gjorde jeg det af og til i min Hat. Der var jo Ingen, der saae det.“ Svenningsens Had til det Pæne og Pynte­ lige gik lige til hans egen Person. Naar han havde skiftet Ham, hvad der altid skete ved Nytaarstid, fik en eller anden Stakkel hans gamle Dragt, men i den nye var han kendelig genert og tørrede ufortrødent Blæk, Kridt og fedtede Fingre af paa Ærmer og Benklæder for at faa dem mindre flunkende. Derimod generede V. Bergsee: De forbistrede Drenge. 20