VBergsøeDeForbistredeDrenge

295

og saa blinkede der henad Morgenstunden et enligt Lys i Strandgade Nr. 57, et lille Hus, der hørte til Frederiks tyske Kirke og laa paa Kirke- gaardens Grund. Her havde han af Graveren, Wimmer, lejet et Soveværelse, og til dette van­ drede han i den tidlige Morgenstund for at faa et Par Timers Hvile. Det var paa en saadan sin Hjemtur, at han mødte Krarup, som forun­ dret tilraabte ham: „Ih nej! — Gaar De ogsaa Morgentur?“ hvortil Svenningsen rolig svarede: „Aa ja ! Det kan vel kaldes saaledes; men det er dog ligesom man tager det.“ Fra dette Hus kunde han om Morgenen gaa lige ind paa Skolepladsen, hvor han fodrede Spurvene med Resterne af sit Maaltid. Her kom jeg ofte ned til ham, og han havde da hyppigt ogsaa Noget til mig, særlig „Figenpærer“ fra Kirkegaarden. Han viste mig ogsaa Kunststykker, og mærkeligt var det at se, hvor denne ældre, svære Mand endnu var behændig. Staaende paa venstre Fod, lod han sin Stok balancere paa højre, kastede den i Vejret med et Ryk, lod den falde ned paa højre Haands Flade og ba­ lancerede saa med den dér. Den øde Kirke- gaard var rig paa Lækatte. En Dag smuttede en saadan ind i Skolegaarden. Svenningsen greb sin Stok, brugte den som Kastespyd, og